Krisen har tæret slemt på din pensionsordning - men der er håb forude

Når du nærmer dig pensionsalderen, vil andelen af investering i aktier typisk blive mindre i din pensionsopsparing, siger privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen. Det er en slags beskyttelse, for det er aktierne, som ofte svinger rigtig meget år til år. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De fleste har en pensionsopsparing, som følger markedet. Derfor er mange opsparinger blevet mindre sidste år, men du skal ikke gå i panik, siger privatøkonom.

Offentliggjort

Du har måske bemærket, at sidste års nedtur på investeringer har skrumpet din pensionsopsparing. Men der er ingen grund til at have ondt i maven over det.

For det er normalt, at investeringer går op og ned. Det er nemlig på den lange bane, at investeringer giver gevinst. Sådan lyder det fra privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Jeg kan godt forstå, at det ikke har været sjovt at holde øje med sin pension og sit afkast i 2022. Og mange af vores kunder har været bekymrede, siger hun og tilføjer:

- Men man skal undgå at gå i panik og huske, at en pension er en langsigtet opsparing. Og det er den ofte også for dem, som nærmer sig pensionsalderen.

Det skyldes, at investeringerne fortsætter i de år, hvor pensionen bliver udbetalt, tilføjer hun.

Hun har et par råd til, hvad du skal tænke over, hvis din pensionsopsparing er blevet mindre.

Det første er, hvor meget din pensionsopsparing fylder i din samlede formue. For hvis den fylder meget, bør du være mindre risikovillig, da du så ikke vil kunne tåle udsving i samme grad.

- Man siger, at 20-årige skal have 80 procent af opsparingen i aktier, og 80-årige skal have 20 procent, siger Camilla Schjølin Poulsen. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

- Og så skal du tænke over, hvornår du forventer at bruge din pensionsopsparing, og hvornår du får den sidste udbetaling, siger hun.

- Er du fyldt 58 år, tænker du måske, at du kun har fem år til din første pensionsudbetaling. Men hvis din opsparing skal udbetales over 10 eller 20 år, er der stadig en lang horisont.

Rigtig mange pensionskunder tænker, at de skal skifte fra middel til lav i deres risikoprofil, når de nærmer sig pensionsalderen, siger Camilla Schjølin Poulsen. Men det er en misforståelse.

- Du skal blive, hvor du er, hvis du har fået anbefalet en fast risikoprofil, fordi aktieandelen automatisk vil blive trappet ned, siger hun.

Mens de ældre skal blive, hvor de er, er den generelle anbefaling fra pensionsselskaberne, at de unge pensionskunder nøje overvejer deres risikoprofil. De har længere tid til pension, og det betyder gode muligheder for at få et højt afkast.

- Jeg kunne godt finde på at stikke lidt til de unge og især kvinderne. For jo længere tid man har foran sig, desto større er muligheden for gevinst. Og risikoen for at tabe penge er lavere selv ved høj risiko, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun understreger, at man dog aldrig bør vælge højere risiko, end at man kan holde hovedet koldt, når markedet er turbulent.

Din pensionsopsparing er blevet mindre i 2022, hvis du har en markedsrentepension, som er den mest udbredte.

Markedsrente betyder, at dit pensionsselskab investerer pengene for dig i for eksempel aktier og ejendomme. Og ligesom alle andre investeringer er det forbundet med en vis risiko.

Hvis din pensionsopsparing i stedet har en gennemsnitsrente, er du garanteret en fast ydelse, uanset hvordan markedet udvikler sig.

I en tid med corona, krig og inflation fremhæver Finanstilsynet og brancheorganisationen Forsikring & Pension også fordelen i, at pensionsselskaberne fortsætter med at investere din pensionsopsparing.

På den måde kan din formue vokse, og du kan få flere penge udbetalt som pensionist.

/ritzau fokus/

Tænk tidligt over din pension

* Du skal tænke tidligt over din pension, hvis du vil være sikker på, at du kan leve det liv, som du gerne vil.

* Som pensionist skal du betale alle dine udgifter med de penge, som du får fra for eksempel folkepension og arbejdsmarkedspension.

* Du bør derfor tænke over, hvor meget du regner med at få udbetalt som pensionist, og hvor stort dit forbrug bliver. På den måde kan du justere din opsparing undervejs, hvis det er nødvendigt.

Kilde: Raadtilpenge.dk drevet af Finanstilsynet.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu