Det er blevet langt mere populært og prestigefuldt at tage et job som kassedame eller lagermedarbejder i Netto, viser nye tal fra Brand Index udarbejdet af analyseinstituttet YouGov.
Og ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kan supermarkederne takke krisen og den høje ledighed for det forbedrede omdømme.
- Man sænker jo sin tærskel for, hvilke job man synes, man kan kræve. Man søger inden for sit eget område, og hvis man ikke kan få noget her, så må man søge bredere, siger han til Ugebrevet A4.
- Efterhånden sænker man overliggeren og tilpasser sine forventninger efter mulighederne. Og så må man elske det, man kan få, tilføjer han.
Med en samlet score på -2,4 point på en skala, der går fra -100 til +100, har discountbutikkernes prestige rykket sig i alt 3,2 point i Brand Index siden sidste år. Og dermed ligger de nu på det højeste prestigeniveau i fire år. En udvikling, butikkerne selv kan mærke i form af flere ansøgninger.
Således kan både Rema 1000 og Lidl bekræfte, at de ikke har problemer med at rekruttere nye folk.
Direktøren i Rema 1000, Henrik Burkal, tror, at den positive udvikling også kan skyldes, at folk får et bedre kendskab til, hvad discount er, i takt med at flere handler i butikkerne.
Men den teori er arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ikke enig i.
- Det er jo logisk nok, at hvis du nærmer dig udfaldsdatoen (i dagpengesystemet, red.), så er du på desperat jagt efter et job. Og hvis du kan komme ind i et supermarked og sidde ved kassen, så er det ok.
- Men når du sidder bag kassen i Netto, er det jo ikke forbudt at tænke på andre muligheder på arbejdsmarkedet, siger han til Ugebrevet A4.
Trods den mere positive holdning til discountjob ligger supermarkedskæderne dog stadig langt nede i forhold til brands som Lego og Læger Uden Grænser, som ligger i toppen af indekset med point på henholdsvis 65,8 og 59,3.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde