Kristi himmelfart giver travlhed i landets lyntestcentre
Der blev foretaget 472.057 lyntest onsdag. De tre aktører, der gør det på statens regning, har en daglig kapacitet på 500.000 test. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I Syddanmark har der først på dagen været ti procent mere trafik i lyntestcentrene end de travleste dage.
Mange danskere har torsdag fri på grund af helligdagen Kristi himmelfart, og det giver travlhed i landets lyntestcentre.
Hos Carelink, der driver centrene i Region Syddanmark, har der været travlt fra morgenstunden torsdag, fortæller direktør Brian Rosenberg.
- De første par timer har vi oplevet omkring ti procent mere trafik end på de travleste dage. Så der er tryk på derude, siger han.
Han fortæller, at alt personale er kaldt på arbejde, så centrene kan følge med.
- Vi har sat alle sejl til for at sikre os, at borgerne ikke skal stå i kø for længe.
- Vi har fuld bemanding på hele vejen rundt, og vi har åbent alle de over 100 steder i regionen, lyder det fra Brian Rosenberg.
Hos Falck, som har opgaven i Region Nordjylland, Midtjylland og Sjælland, var der onsdag travlt op til Kristi himmelfartsdag.
Her blev der foretaget knap 150.000 lyntest - det højeste antal på ét døgn.
I alt blev der i hele landet onsdag lavet knap 473.057 lyntest, viser tal fra Statens Serum Institut.
Dermed er de tre aktører, der gør det på statens regning, tæt på at udnytte hele kapaciteten fra udbuddet på 500.000 test om dagen.
Foruden Carelink og Falck er Copenhagen Medical involveret. Selskabet står for at foretage lyntest i Region Hovedstaden.
Lyntest foretages ved podning i næsen. Svaret kommer inden for 30 minutter, efter at testen er foretaget.
Det står i kontrast til de PCR-test, som også bruges. De laves ved podning i svælget, og de fleste får svar, dagen efter testen er foretaget.
PCR-test vurderes dog at være mere præcis end lyntest. Derfor opfordres man til at få lavet en PCR-test, hvis man udviser symptomer på covid-19.
De positive lyntest indgår derfor heller ikke i de daglige smittetal, som SSI offentliggør. Onsdag blev der registreret 1355 smittetilfælde.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde