I takt med at det europæiske flyveforbud forlænges stiger flyselskabernes frustration.
Askealarmen i forbindelse med den islandske vulkan Eyjafjallajökull udbrud, styres af det britiske meteorologiske institut i London. Men hverken Danmark eller en række andre europæiske lande har selv foretaget målinger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er på tide, at myndighederne fremlægger fakta. Hvilken tærskelværdi snakker vi om? For så ved vi, hvad der skal til, før vi åbner igen, siger Cimber Sterlings, adm. direktør, Jacob Saaby Krogsgaard, til dagbladet Børsen.
Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet har foretaget modelberegninger af, hvordan askeskyen bevæger sig fra Island ned over Europa.
Men sektionsleder Jørgen Brandt, der er ansvarlig for DMU's beregninger, kender ikke den præcise koncentration af asken oppe i atmosfæren. Og han tvivler ifølge Jyllands-Posten på, at de ved mere i London.
En række europæiske flyselskaber raser over flyveforbuddet. De mener, det er gennemført på et for spinkelt grundlag, og at det udhuler selskabernes økonomi.
Også ejeren af det danske Sun Air, Niels Sundberg, efterlyser fakta om, hvad der er af aske i atmosfæren. Ikke mindst hvis den islandske vulkan fortsætter at spy aske ud over Europa.
- Vi får 60-70 procent af vores vejr fra island - og hvis vulkanen fortsætter, betyder det så, at vi aldrig kan flyve igen, spørger Sundberg.
KLM, Lufthansa og Air Berlin foretog i løbet af weekenden en række testflyvninger, uden at få skader på deres fly. Men det får ikke Naviair og Statens Luftfartsvæsen til at ryste på hånden.
- En testflyvning er et øjebliksbillede af et lillebitte udsnit af luftrummet, siger kommunikationsmedarbejder Jan Eliassen, Naviair.
Beslutningerne om at lukke det danske luftrum er baseret på oplysninger fra det britiske vulkancenter, VAAC, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker