Den økologiske forskning går kraftigt tilbage i konsekvens af forliget om den såkaldte Globaliseringspulje.
Det vurderer Økologisk Landsforening og gør det samtidig klart, at regeringens mål i den stort opsatte plan, Grøn Vækst, for fremtidens landbrug og miljø om at fordoble det økologiske landbrugsareal er uopnåelig uden, at forskningen styrkes.
- En fordobling af det økologiske areal i 2020 kræver ny viden for at gøre økologi til et konkurrencedygtigt alternativ. Men regeringen har reduceret forskningen i økologi med minimum en tredjedel. Det hænger ikke sammen, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening.
Aftalen om 40 millioner kroner årligt til økologi og et Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) sammenlignes af økologerne med en indsats alene til økologisk forskning på 60-65 mio. kr. årligt de sidste fire år. På baggrund af Grøn Vækst har Økologisk Landsforening foreslået en stigning i forskningen i økologi på 23 procent eller 80 millioner kroner årligt.
- Danmark er frontløber i økologisk forskning, fordi vi har investeret i ny viden om bæredygtigt landbrug. Vi forstår ikke, at regeringen vil sætte denne styrkeposition over styr, siger Evald Vestergaard.
Han mener, at det eneste håb her og nu er, at der via finansloven sættes flere penge af til forskning i økologi eller via forskningsreserver.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet