Kritiseret DR-program udsender afsnit med evolutionshistoriker
DR-programmet "Ellen Imellem" har fået kritik for at bruge kilder under falske forudsætninger. Flere af de medvirkende har klaget til DR. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Evolutionshistoriker klager over sin medvirken i DR-program og kræver, at alle optagelser slettes.
Endnu et afsnit af det omstridte DR-program "Ellen Imellem" er onsdag blevet udgivet.
Denne gang er det evolutionshistoriker og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard, der medvirker.
I programmet bliver forskere, andre eksperter og politikere interviewet af en person med en bestemt holdning, der stiller spørgsmålene i øresneglen på en journalist.
Derfor tror de medvirkende, at de bliver interviewet af journalisten.
I det seneste afsnit er det forfatter Leif Asmark Jensen, der stiller spørgsmålene. Han er modstander af evolutionsteorien.
Afsnittet er onsdag lagt ud på DR's hjemmeside.
Allerede inden udgivelsen klagede Peter C. Kjærgaard til DR og meddelte mediet, at han trak sit samtykke til medvirken tilbage.
Han krævede, at programmet ikke blev udsendt, samt at optagelserne skulle slettes.
- Jeg klager over at være blevet ført bag lyset af DR, siger Peter C. Kjærgaard.
- Der er blevet talt usandt til mig. Jeg er blevet lokket til at være med i et program under falske præmisser.
Peter C. Kjærgaard sendte klagen 19. maj. Herefter henvendte han sig flere gange til DR.
I et skriftligt svar til Peter C. Kjærgaard 30. maj fastholder DR, at samtykket er gældende, og at programmet derfor udgives.
I svaret skriver DR også, at der ikke kan tages stilling til, om det er forkert at udsende programmet, før programmet har været udsendt.
- Den er gal med både logikken og etikken i den del af DR's ledelse, siger Peter C. Kjærgaard.
Han undrer sig også over, at det har taget så længe for DR at vende tilbage på hans klage.
- De har ikke haft tid til at ulejlige sig til at give mig et svar, selv om de har haft god tid til at interviewe sig selv og hinanden på deres egne kanaler, siger Peter C. Kjærgaard.
Onsdag oplyser Statens Naturhistoriske Museum, at Peter C. Kjærgaard fastholder sin klage og vil gå til Pressenævnet.
DR har tidligere forsvaret programmet ved at sige, at der er tale om satire.
Peter C. Kjærgaard finder dog ikke noget sjovt i programmet, som han kalder for "undergravende" for tilliden mellem forskere, medier og modtagere.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde