Kronprinsen og Kofod skal på klimatur til Island
Kronprins Frederik skal sammen med en dansk delegation aflægge klimabesøg i Island fra tirsdag til onsdag. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Besøget tirsdag og onsdag skal styrke samarbejdet mellem Island og Danmark i den grønne omstilling.
Kronprins Frederik står i spidsen, når en dansk delegation tirsdag og onsdag aflægger besøg i Island for at drøfte den grønne omstilling, og hvordan Danmark og Island kan samarbejde om den.
Det skriver Danmarks ambassade i Island i en pressemeddelelse.
Delegationen består ud over kronprinsen af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og en række delegater fra ti forskellige erhvervs- og handelsorganisationer.
Kofod udtrykker i pressemeddelelsen håb for, at et stærkere samarbejde kan gavne både dansk eksport og klimaet.
- Med det her erhvervsfremstød håber vi at åbne døre for grønne danske virksomheder på det islandske marked og styrke samarbejdet om udviklingen af nye løsninger, siger Jeppe Kofod.
Det er første gang, at kronprinsen besøger Island, siden pandemien ramte Danmark.
Kronprinsen og udenrigsministeren får selskab af repræsentanter fra blandt andet vindmølleproducenterne Vestas og Siemens Gamesa.
Kronprinsen bliver tirsdag aften modtaget af den islandske præsident, Gudni Johannesson.
Dagen efter skal han introduceres for den islandske organisation Green by Iceland.
Både Danmark og Island har sat sig målsætninger om at blive CO2-neutrale inden for en årrække.
Danmark sigter efter at have afviklet brugen af fossile brændstoffer i 2050, mens Island går efter at være neutrale allerede i 2040.
- Udviklingen af nye grønne løsninger vurderes at være afgørende for realiseringen af klimamålene, står der i pressemeddelelsen fra ambassaden.
Blandt andet teknologiformen Power-to-X vil være på programmet. Onsdag eftermiddag er der arrangeret en paneldebat om klimaløsninger, hvor netop Power-to-X vil blive drøftet. Kronprinsen nøjes med at sidde blandt publikum.
Power-to-X er en samlet betegnelse for flere teknologier, hvor man laver brint på el, der er produceret på vedvarende energi. Brinten kan så blive til syntetiske erstatninger for brændstof.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned