Kronprinsesse Mary om ny titel: Det er en stor ære
Kronprinsesse Mary ser det som en stor ære, at hun er blevet udnævnt til rigsforstander. (Arkivfoto) Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
- Jeg er dybt berørt over den tillid, der er blevet vist mig, siger kronprinsessen om at blive rigsforstander.
Kronprinsesse Mary ser det som en stor ære, at hun onsdag blev udnævnt til rigsforstander.
Det siger hun torsdag i forbindelse med et arrangement på Frydenhøjskolen i Hvidovre.
- Det er en stor ære, og jeg er dybt rørt over den tillid, der er blevet vist mig, fortæller hun ifølge B.T.
En rigsforstander varetager opgaven som statsoverhoved. Det kan være i tilfælde, hvor dronningen er umyndig, syg eller fraværende. Når dronningen eksempelvis er i udlandet, kan det være nødvendigt.
Kronprinsessen underskrev ved et statsråd onsdag en erklæring om at ville overholde Grundloven. Det gjorde det muligt at give hende titlen som rigsforstander.
Til statsrådet var dronning Margrethe, kronprins Frederik og statsminister Mette Frederiksen (S) også til stede.
Når dronningen er fraværende, kan opgaven som statsoverhoved varetages af kronprins Frederik, der er regent, eller af prins Joachim, prinsesse Benedikte og nu også kronprinsesse Mary som rigsforstandere.
Ud over at være rigsforstander har kronprinsesse Mary en række andre poster. Hun er protektor for flere end 30 organisationer, herunder Dansk Flygtningehjælp, Julemærkefonden og DR's pigekor.
Kronprinsessen er født i Australien og giftede sig i 2004 ind i den danske kongefamilie.
Torsdagens arrangement på Frydenhøjskolen har ifølge B.T. været en del af en igangværende mediekonkurrence for skolens elever, hvor temaet er sorg, død og alvorlig sygdom.
Arrangementet har blandt andet været arrangeret af Mary Fonden, som kronprinsessen etablerede i 2007.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker