Kulturens stemme har det bedst under radaren
(ARKIV) Torsdag den 6. juni 2024 fylder tidligere trommeslager (Mabel), direktør Christian Have 70 år. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2024). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Kulturen har været Christian Haves kompas gennem hele karrieren. Først var han trommeslager, så blev han direktør i eget bureau. Den 6. juni fylder han 70 år.
Som debattør, foredragsholder, forfatter og grundlægger af et af Nordens største kommunikationsbureauer har Christian Have en markant stemme på kulturområdet.
Men inden han begyndte at udgive en bred vifte af bøger og arbejde med Oscar-vindende film som "Pelle Erobreren", var det musikken, der tog al fokus.
Torsdag den 6. juni fylder den tidligere professionelle trommeslager, der senere blev kreativ direktør i sit eget bureau, 70 år.
Sammen med tre skolekammerater fra Sandbjergskolen i Stenløse i Nordsjælland dannede Christian Have i sine teenageår bandet Mabel.
Kvartetten udgav i 1977 albummet "Another Fine Mess". Det udkom i 26 forskellige lande.
Året efter debutudgivelsen vandt Christian Have det danske melodigrandprix med sangen "Boom Boom".
Det skete sammen med Peter Nielsen, Otto Kulmbak og Mike Tramp, der var de resterende medlemmer i Mabel.
Herefter fulgte et fem år langt musikeventyr for bandet, som blandt andet bød på faste ophold i Madrid og New York, inden Mabel gik i opløsning i 1983.
Siden tog Christian Have sine erfaringer fra musikbranchen med over i sit nye virke som selvstændig kommunikatør.
Som frontmand i Have Kommunikation & PR har den selvudnævnte kulturforkæmper arbejdet med mange store navne, heriblandt Michael Jackson og Susanne Bier.
Han har i flere sammenhænge fortalt, at han aldrig har følt, at han har gået på arbejde.
Christian Have har i stedet viet sit liv til at sikre kunsten og kulturen de bedst mulige vilkår.
- Jeg mener, at det (kunst og kultur, red.) er afgørende for vores samfunds udvikling - og for, at vi i det hele taget har et velfærdssamfund om fem til ti år, siger Christian Have i en video lagt op på kommunikatørens egen hjemmeside.
For 14 år siden trådte han ned fra posten som direktør for sin egen virksomhed og overlod i stedet ledelsen til Michael Feder.
Det har åbnet for, at han har kunnet bruge mere tid på at forfatte bøger og forelæse samt passe bestyrelsesarbejde.
Christian Have er blandt andet bestyrelsesformand for Frederiksbergmuseerne.
Selv om han har brugt flere årtier på at arbejde med kulturpersonligheder, har han det selv bedst under radaren.
Derfor er hans indercirkel forbeholdt de ganske få.
Den lange kulturrejse siden barndommens musikerdrømme har bragt Have langt uden for landets grænser og tilbage igen.
Men han har ikke kun rejst i embeds medfør.
Særligt Egypten, hvor Have udforsker gamle civilisationers tænkemåde, er en hyppig destination, hedder det på hans hjemmeside.
Christian Have arbejder i dag som kultur- og medierådgiver hos Have Kommunikation & PR, som han fortsat ejer.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ kom flyvende fra sæsonstart
Spis et insekt og sejl en tur på fjorden
Tyrolertøj og total feststemning
Skadet NFH-profil er skuffet og ked af det: - Det er svært at tænke på
Svømmecenter lukket efter skybrud
Mest læste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Svømmecenter lukket efter skybrud
DMI om regnvejret: Sådan bliver det på LF
Mikkel fra Toreby faldt i kamp: Nu får han ny skolevej opkaldt efter sig