Socialdemokraten Frank Jensen er én af de få borgmesterkandidater, som ikke i forvejen sidder i byrådet. Det viser en undersøgelse, Ritzau har foretaget.
Der er lang vej direkte fra gaden og til borgmesterposten.
Kun i otte af landets 98 kommuner har de store partier fundet en borgmesterkandidat, der ikke i forvejen sidder i byrådet.
Det viser en undersøgelse, Ritzau har foretaget blandt de største partiers spidskandidater til efterårets kommunalvalg.
- Det er meget naturligt, at de fleste kandidater kommer fra byrådet. Partiforeninger ser helst, at man arbejder sig op og viser, at man kan klare kommunalpolitikken. Det handler om alt fra skoler til renovation, og derfor er det vigtigt, at man er godt inde i sagerne, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus.
De otte politikere er dog heller ikke hvem som helst. Venstre har hentet sine to spidskandidater fra det private erhvervsliv, de Radikale har hentet en journalist på den lokale avis, mens Socialdemokraterne hovedsageligt satser på kendte landspolitiske ansigter som de to tidligere ministre Frank Jensen i København og Ole Stavad i Jammerbugt.
Men det er ikke nok at være kendt, fastslår kommunalforsker Roger Buch.
- Én ting er, at man har været en dygtig erhvervsmand eller en dygtig minister, men det er ikke nødvendigvis det samme som, at man klarer sig godt i en kommunal valgkamp. Der er meget mindre mediebevågenhed, og derfor er det også vigtigt, at man kan klare sig i andre sammenhænge som til vælgermøder og ude på gaderne, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned