Kunstig intelligens giver kortere ventetider på nordjyske skadestuer
Lægerne på de nordjyske akutmodtagelser får hjælp fra kunstig intelligens til at vurdere mulige knoglebrud. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Brugen af kunstig intelligens giver hurtigere svar på røntgenbilleder og forkorter ventetiden for patienter.
Region Nordjylland har gode erfaringer med at bruge kunstig intelligens på regionens skadestuer til at analysere røntgenbilleder.
Det giver hurtigere svar på, hvad røntgenbillederne viser, og forkorter dermed ventetiden for patienterne, skriver DR Nyheder.
- Vi synes, det fungerer supergodt. Før var ventetiden i gennemsnit fem timer. Nu er den fire, siger overlæge på Aalborg Universitetshospital Christian Pedersen til mediet.
Den kunstige intelligens er trænet på data fra massevis af røntgenbilleder og har lært at genkende mønstre, der tyder på knoglebrud eller sygdom.
Unge læger i uddannelsesforløb skal normalt have hjælp af en kollega til at kigge på røntgenbilleder.
Men med kunstig intelligens behøver de ifølge overlæge Christian Pedersen ikke bede en læge om at kigge på billederne.
De kan med det samme tage stilling til, hvilken type behandling, der skal sættes i gang, siger han.
Regeringen, kommunerne og regionerne har sat 40 millioner kroner af til at udbrede tre projekter, hvor man har gode erfaringer.
Ud over hjælp til at analysere røntgenbillederne drejer det sig om en løsning, hvor kunstig intelligens skal forbedre patientjournaler på sundheds- og ældreområdet. En løsning, man har haft succes med i Thisted Kommune.
Derudover skal kunstig intelligens bruges til at forbedre planlægning af vagter og ruter i hjemmeplejen. Her har Varde Kommune gode erfaringer med at bruge teknologien, skriver DR.
Det er den helt rette vej at gå, lyder det fra professor i digital sundhed ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet Birthe Dinesen.
Hun siger dog til DR, at 40 millioner kroner ikke er meget. Vi skal op i milliardbeløb, lyder det fra professoren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde