Kunstner har fundet drivkraft i provinsen

Søren Taaning rykkede i 2010 væk fra kunstscenen i København og stiftede Deep Forest Art Land i Jylland. Den 20. november fylder han 60 år. Foto: PR/Free

Billedkunstneren Søren Taaning satte et benspænd for sig selv, da han rykkede væk fra kunstscenen. Den 20. november fylder han 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søren Taaning har altid bare gjort, hvad han synes var spændende.

Også da han pludselig uddannede sig til billedkunstner, selvom han allerede havde en kandidat i statskundskab.

Det var der ikke mange, der forstod, men når han ser tilbage, giver det hele mening.

Søren Taaning er billedkunstner og medstifter af kunstparken Deep Forest Art Land.

Den 20. november fylder han 60 år.

Søren Taaning blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2001.

Siden flyttede han til Jylland, hvor han i 2010 grundlagde Deep Forest Art Land sammen med medstifter René Schmidt.

Et valg, Søren Taaning beskriver som radikalt.

- Kunstscenen befinder sig i København. Hvis du rykker væk fra det, har du allerede sat et benspænd for dig selv, siger han.

Netop den udfordring mærkede han også i sin tid ved Det Jyske Kunstakademi, hvor han var rektor fra 2022 og frem til august 2024.

Her lykkedes det ham at få fordoblet den statslige støtte til akademiet, for at flere unge i provinsen kunne få plads til at udfolde sig.

De unge mennesker og det "medmenneskelige rum" har været en stor inspirationskilde for Søren Taaning.

Inspiration, som han siden har forsøgt at udnytte i sit arbejde med Deep Forest Art Land.

Her forsøger billedkunstneren igennem kunst at formidle mødet med naturen og med sig selv.

- Der ligger en kæmpe kraft i at kunne bryde ud af den traditionelle kunsts skal. Og der har jeg bare fra starten kunne fornemme, at jeg var på rette vej.

Søren Taaning er desuden en del af et udviklingsprojekt, hvor der bygges en platform, hvorfra besøgende fra 2026 kan beundre den jyske hede.

Privat danner billedkunstneren par med Kristina Taaning. De har sammen to børn.

Familien har planlagt en fejring for Søren Taaning, som endnu er hemmelig for ham.

I det nye år planlægger han at holde fødselsdag, når det varmere vejr igen begynder at indfinde sig.

/ritzau/