Fra tirsdag aften vil kronprinsparret kunne ses på en plakat, der kommer til at præge bybilledet i København, og med en fremstilling af Frederik og Mary, som givetvis vil støde mange.
Kunstnergruppen Surrend, der består af Jan Egesborg og Pia Bertelsen, står bag plakaten.
Duoen bruger helt bevidst provokationen som udtryksmiddel, når den i to sammenhængende motiver ironiserer over kronprins Frederiks kandidatur til Den Internationale Olympiske Komité, IOC.
Jan Egesborg siger til Ritzau, at budskabet især er en kritik af kronprinsens kommende rolle i den olympiske bevægelse.
- IOC er en farlig klub at komme ind i, ikke mindst for en kongelig person. Som medlem af IOC blåstempler man noget, der ikke kun drejer sig om sport, men om politik på allerhøjeste plan. Derfor udtrykker vores plakat også kritik af den opbakning af diktaturstater, IOC gør sig skyldig i ved at placere OL i lande som Kina og Rusland, forklarer Egesborg.
Han medgiver, at det kan opfattes som meget provokerende, når tegningen på den anden del af plakaten fremstiller en "seksuelt opstemt" kronprins Frederik.
- Vores pointe er, at det er det, IOC står for, som gør ham opstemt. Samtidig benytter vi lejligheden til at udforske nogle grænser for, hvordan royale personer kan gengives, siger den ene halvdel af Surrend.
Han understreger, at kunstnere er nødt til at være "hårdtslående", hvis de vil bruge deres budskaber til at skabe provokation.
- Forargelse, slagsmål og injuriesager udgør en fast bestanddel af vores karriere. Også med denne plakat er vi forberedt på voldsomme reaktioner, og sådan skal det være, slutter Jan Egesborg.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker