Kvindekrisecentre: Vi er blevet bedre til vores arbejde

Foto: Brian Bergmann /Scanpix

De danske kvindekrisecentre har udviklet både nye færdigheder og ny viden, der gør dem i bedre stand til at tage imod voldsramte kvinder.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi er blevet bedre til vores arbejde, slår Birgit Søderberg, formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (Lokk), fast.

- Vores viden om vold er blevet opkvalificeret, og vi er blevet mere professionelle i vores rådgivning. Det betyder, at kvinderne bliver bedre i stand til at sige fra over for volden.

Nye tal viser, at langt flere kvinder end tidligere får så meget selvtillid og overskud, at de undlader at gå tilbage til den voldelige mand eller kæreste, når de forlader et af landets krisecentre.

I 2012 vendte 12 procent af de voldsramte kvinder, der havde opholdt sig på et af landets krisecentre, tilbage til voldsudøveren. Det er en halvering i forhold til 2006, hvor det gjaldt for 24 procent af kvinderne

Den positive udvikling glæder socialminister Annette Vilhelmsen (SF). Hun ser flere grunde til, at tallene flytter sig. Siden 2008 har det eksempelvis været et krav, at kommunerne skal stille familierådgivninger til rådighed for de kvinder, der har børn.

- Det vil sige, at når en kvinde med et barn flytter fra et krisecenter, så skal kommunen støtte kvinden i overgangen. Og det føler jeg mig ret overbevist om bidrager til den positive udvikling, siger Annette Vilhelmsen.

I Lokk peger Birgit Søderberg på, at der stadig er plads til forbedringer. Blandt andet for de udenlandske kvinder, som bliver gift med danske mænd, og som ikke tør bryde ud af forholdet, fordi de dermed risikerer at blive sendt ud af landet.

- Vi ser stadig kvinder, som er totalt underlagt mandens økonomi og dominans. De kvinder kunne vi hjælpe bedre, hvis vi lempede reglerne for opholdstilladelse, siger Birgit Søderberg.

/ritzau/