Kvinder flygter fra Udkantsdanmark

I løbet af de seneste to år har de unge kvinder taget benene på nakken i flugten fra Udkantsdanmark. Det viser en stikprøveundersøgelse blandt 10 udkantskommuner, som Ritzau har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Det faldende antal af unge kvinder kan få grelle konsekvenser for mændene i områderne.

- Det kan betyde et ensomt liv, der forstærker nogen opførselsmønstre, som mange kvinder vil tage afstand fra, og som kan indeholde destruktiv og farlig adfærd som for eksempel for meget alkohol og dårlig kost, vurderer mandeforsker på Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke.

I 2008 var der gennemsnitligt 0,9 25-årig kvinde per 25-årig mand i de 10 kommuner. Nu er der 0,8 kvinde per mand i gruppen af 25-årige.

Guldborgsund Kommune indtager en tvivlsom førerplads i stikprøveundersøgelsen med 101 flere 25-årige mænd end kvinder. For kommunen er det et mysterium.

- Vi aner ikke, hvorfor tallene ser ud, som de gør. Vi har et uddannelsesmiljø for de unge, og det meste af kommunens efteruddannelse henvender sig til kvinder, lyder udmeldingen fra kommunens kommunikationsafdeling.

Reinicke peger på, at kommunerne skal satse på kulturtilbud.

- Hvis kvinderne skal blive i udkantsområderne, skal de kunne byde på uddannelsesmuligheder og kulturtilbud som teater, musik og aftenskoler, mener forskeren.

Internetsiden Farmerdating.dk henvender sig til byboere, som vil i kontakt med mænd og kvinder på landet. Siden har i en spørgeskemaundersøgelse bedt sine medlemmer fortælle, hvad der forhindrer dem i at flytte til udkantsområderne. Og det er ikke finkultur, der efterspørges.

- Kloge hoveder har peget på, at kvinderne mangler kvindeklubber og kulturelle tiltag som egnsteatre i udkantsområderne, men vores medlemmer efterspurgte først og fremmest bedre transportmuligheder, fortæller Ivan Baadsgaard, direktør i Farmerdating.dk.

Mindre, men flere busser og et eftersyn af afgifterne på biler med gule plader, så familier i udkantsområder kan have to biler til en billigere penge, står for direktøren som nogle af de oplagte løsningsmuligheder.

- Det var også interessant, at meget få af vores medlemmer pegede på, at det var en afskrækkende faktor, at de kom til at bo langt fra et sygehus. Det har der været så meget om i medierne, men vores undersøgelse tyder mere på, at man ikke gider at skulle tage den sidste bus hjem klokken 21.00, understreger han.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at antallet af 30-årige kvinder og mænd i udkantsområderne er mere jævnbyrdigt, selv om antallet af 30-årige kvinder også er mindre end i 2008. Så det er bare at håbe, at kvinderne kommer hjem igen.
  
 
/ritzau/
 

Foto: Foto: Polfoto

De unge kvinder flygter fra Udkantsdanmark som aldrig før. Ikke på grund af mangel på finkultur, men på grund af transportproblemer.

Offentliggjort Sidst opdateret