Kvinder har færre penge til alderdommen end mænd
Ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at kvindernes pensionsformuer er en fjerdedel mindre end mændenes.
Mænd har i gennemsnit sparet 120.000 kroner mere op til pensionen end kvinderne, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik over danskernes pensionsformuer i 2014.
Det svarer til, at kvinderne har sparet cirka 25 procent mindre op end mændene.
Tallene viser, at forskellen på mænd og kvinders formue vokser med alderen, og forklaringen er ifølge Danmarks Statistik, at kvindernes løn generelt ligger lavere end mændenes, og at de derfor indbetaler mindre til pensionen.
Samtidig mister kvinderne en større del af deres normale indkomst end mændene, når de går på barsel. Mens det for en del af de ældre kvinder har betydning, at de har en fortid som hjemmegående, og derfor ikke har haft en indtægt, de kunne spare op af.
- Det ville også være de faktorer, jeg ville pege på, siger makroøkonom fra Sydbank, Peter Bojsen Jakobsen, til Ritzau om tallene.
Han mener dog, at tallene er på vej til at ændre sig, så kvindernes pensionsformue begynder at nærme sig mændenes.
- Der noget forskydning i det her. Dem, der har store pensionsformuer nu, det er folk, der har været lang tid på arbejdsmarkedet, og i den gruppe er der et større løngab.
- Så jeg vil forvente fremadrettet, at det her vil være en tendens, der bliver mindre over tid i takt med, at løngabet mellem mænd og kvinder bliver mindre, siger Peter Bojsen Jakobsen.
Ved udgangen af 2014 udgjorde den samlede pensionsformue for mændene 496.000 kroner i gennemsnit, mens den for kvinderne var 376.000 kroner.
Danmarks Statistik har beregnet pensionsformuerne ved at reducere pensionsordninger, der beskattes ved udbetaling, med 40 procent i statistikken for at kunne sammenligne de forskellige pensionsordninger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned