Kvinder tager imod gratis HPV-vaccine
Foto: Polfoto
Polfoto
Kvinder, der ikke har fået vaccinen endnu, skal skynde sig, hvis de skal nå at få vaccinen uden omkostninger.
Antallet af 20-27-årige kvinder, der er blevet vaccineret mod HPV, er mere end tredoblet siden vaccinen blev gratis. Det viser helt nye tal, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Siden slutningen af august 2012 har kvinder født i 1985-1992 kunnet blive vaccineret gratis mod HPV, der blandt andet er årsag til livmoderhalskræft.
Med udgangen af 2012 var cirka 56 procent i målgruppen på landplan blevet vaccineret. Inden vaccinen blev gratis, var det cirka 17 procent på landsplan. I Guldborgsund kommune var det 19,1 procent og i Lolland kun 14,7 procent af kvinderne, som var blevet vaccineret før vaccinen blev gratis.
I Guldborgsund har mange taget mod tilbuddet om den gratis vaccine og tallet er nu oppe på 57,8 procent. I Lolland kommune knapt så højt, nemlig 52,2 procent. Dermed lægger Guldborgsund Kommune sig lige over landsgennemsnittet og Lolland under.
Der er ikke de store regionale forskelle på andelen af vaccinerede, men nogle kommuner stikker ud – enten fordi meget få er blevet vaccineret, eller fordi mange er.
- I de fleste af landets kommuner er over 50 procent af målgruppen nu blevet vaccineret, og i nogle kommuner er det endnu flere. Desværre er der også en del kommuner som sakker bagud, og hvor det fortsat er under 50 procent, som er blevet vaccineret, siger Iben Holten.
- Det er vældig vigtigt, at de unge kvinder bliver vaccineret mod HPV. Derfor er det også meget glædeligt, at vi nu kan se, at så mange har taget imod tilbuddet om den gratis vaccine, siger Iben Holten, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Hun opfordrer de kvinder, som endnu ikke har fået de tre stik, til at komme i gang hurtigst muligt.
- Det er nu muligheden er der for at få vaccinen gratis. Vaccinen forebygger langt de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, men virker også mod flere andre kræftformer, siger hun.
Skal man nå alle tre stik, mens vaccinen er gratis, kræver det, at man går i gang senest 1. juli. Tilbuddet udløber nemlig med udgangen af 2013. Resten af året vil Kræftens Bekæmpelse derfor arbejde på at få endnu flere til at tage imod den gratis vaccine.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde