Kyllingen deler vandene i cykelsporten
25. juli 2007 kørte Michael Rasmussen først over målstregen i en etape i Tour de France. Kort efter blev han pillet ud af løbet efter mistanke om doping, som han siden indrømmede. (Arkivfoto). Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen delte vandene i sin karriere. I 2013 indrømmede han brug af doping. Den 1. juni fylder han 50 år.
Michael Rasmussen nægtede i årevis at have taget doping, men i 2013 kom indrømmelsen.
På et pressemøde i Herning for rullende kameraer fortalte han, at han havde taget doping gennem det meste af sin karriere.
Dermed stod det klart, at det var for godt til at være sandt, da han kørte fra alt og alle i Tour de France i 2007.
Danskeren i den gule trøje blev dengang smidt ud af Touren for at lyve om, hvor han havde været op til den franske rundtur.
Manden med øgenavnet Kyllingen, der lørdag 1. juni fylder 50 år, delte vandene i cykelsporten.
Og det gør han stadig den dag i dag.
Især fordi han flere gange har givet udtryk for, at han ikke fortryder at have taget doping.
- Nej, det gør jeg ikke. Jeg ville aldrig acceptere, at mindre talentfulde og hårdtarbejdende ryttere kørte fra mig. Jeg ved, at jeg var en af verdens allerbedste klatrere.
- Det var jeg, siden jeg var 18 år gammel. Men på et tidspunkt var talent og hårdt arbejde ikke nok. Da bestemte jeg mig for også at blive en del af kulturen, sagde Rasmussen til norske VG i 2017.
I 1998 blev han verdensmester i mountainbike, og han fortsatte med at køre stærkt også på landevejen med sin spinkle krop og lette cykel.
Michael Rasmussen vandt Tourens bjergtrøje i 2005 og 2006, inden han i 2007 kørte alle i sænk med etapesejre og et vanvittigt overskud på stigningerne.
Han kørte opad på et niveau, der virkede overmenneskeligt. Han henrykkede nationen med pragtpræstationer i de franske bjerge, inden han blev smidt ud af løbet.
Dopingmistanken klæbede til ham før og især efter Tour-meritterne, men Rasmussen nægtede i årevis.
Hans hemmelighed var, sagde han, at han vejede sine havregryn, udskiftede sikkerhedsnåle til lettere modeller og i det hele taget optimerede alt ned i mindste detalje. Samt at han var exceptionel god og i fantastisk form.
Han har flere gange udtrykt bitterhed over at være frataget en mulig Tour-triumf af sin arbejdsgiver, Rabobank, der hev ham ud af løbet.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er bitter. Det er ikke en positiv egenskab, men i dette tilfælde er jeg bitter.
- Det skyldes, at Tour de France ikke blev renere af, at jeg tog hjem. Cykelsporten blev ikke renere, sagde han til VG i interviewet fra 2017.
Få har i årenes løb fået løbsarrangører, cykelunioner og kolleger til at se rødt i en grad som Michael Rasmussen.
Trods indrømmelserne har han stadig tilhængere. Men i den brede befolkning har han delt vandene gennem hele sin karriere.
Rasmussen fik næppe flere venner i cykelsporten, da han i 2013 udgav bogen "Gul Feber" og indvilgede i at fortælle antidopingmyndighederne alt, han havde set, hørt og oplevet i sine mange år i cykelsporten. Også om tiden som rytter på Bjarne Riis' hold.
Samtidig med bogudgivelsen stoppede han sin aktive karriere, men blev i sporten - som en del af det daværende cykelhold Christina Watches.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) gav ham dog en karantæne efter indrømmelserne. Den dikterede, han skulle holde sig fra det sportslige, hvorfor han ikke kunne blive sportsdirektør.
I stedet fik han en kommerciel stilling på holdet.
Siden har Michael Rasmussen været benyttet som cykelekspert hos Ekstra Bladet, og han er stadig aktiv i cykeldebatter på de sociale medier.
/ritzau/
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen