LA: Mistanke om fusk med festivaljord

Partiets retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, kalder derfor justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd i Folketingets Retsudvalg.

- Vi har i de senere år set en lang række tilfælde, hvor kommunerne eksproprierer private borgeres ejendom til brug for golfklubber, skydebaner og senest nu altså en festival, siger han.

Simon Emil Ammitzbøll mener, at det er en forvridning af grundlovens bestemmelser om, at ekspropriationer kun må ske, hvor almenvellet kræver det, og det skal justitsministeren derfor forklare.

Roskilde Kommune har for nylig eksproprieret en privat borgers grund til brug for Roskilde Festivalen, der de sidste år ellers uden problemer har lejet grunden hver sommer.

- Det lugter jo af, at en ekspropriation har været den nemme løsning for Roskilde Festival, fordi de ikke har villet betale den pris, som lejen af grunden har kostet.

- Men hvis det er tilfældet, så er det misbrug af reglerne om ekspropriation, og så skal det stoppes, siger Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/

Liberal Alliance vil nu have en fuld forklaring på kaoset om Roskilde Kommunes ekspropriationer til fordel for Roskilde Festivalen.

Offentliggjort Sidst opdateret