Læge: Stigende kontakttal bør bremse genåbning af Danmark
De seneste dages stigning i antallet af smittede i eksempelvis Aarhus Kommune har gjort det nødvendigt at udbrede muligheden for at blive testet. Derfor har Region Midtjylland i samarbejde med Aarhus Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed oprettet en mobil testenhed i Gellerup. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Flere og flere danske kommuner registrerer et stigende antal smittede med corona, viser opgørelse fra SSI.
Kontakttallet i Danmark er oversteget 1, viser nye data fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.
Kontakttallet, der tidligere blev kaldt smittetrykket, viser, hvor mange hver enkelt smittet med coronavirus giver smitten videre til.
SSI opgør kontakttallet på flere måder. Udregnes det på baggrund af antallet af smittede, er kontakttallet nu på mellem 1,2 og 1,6.
Udregnes tallet derimod på baggrund af antallet af indlagte, lyder kontakttallet på mellem 0,7 og 1,6.
Ifølge Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, giver det stigende kontakttal grund til øget opmærksomhed.
- At kontakttallet er over 1, er et udtryk for, at epidemien igen er for opadgående, siger han.
- Det skal vi være opmærksomme på. Det er ikke et specielt højt tal på nuværende tidspunkt, men det er et udtryk for, at der er en stigende smitteudbredning i Danmark.
Samtidig viser SSI's beregninger, at flere og flere kommuner registrerer stigende smittetal.
Ringsted Kommune er på nuværende tidspunkt den eneste kommune i landet, hvor flere end 50 personer er testet positive per 100.000 indbyggere i løbet af den seneste uge.
Aarhus Kommune er torsdag rykket fra at have 30-39 smittede til nu at have 40-49 smittede per 100.000 den seneste uge.
Men også flere andre kommuner er torsdag blevet markeret med en mørkere farve på SSI's kommunekort, hvilket er et udtryk for stigende smittetal.
Eksempelvis er Silkeborg torsdag steget til at have 30-39 smittede per 100.000 indbyggere.
- Vi har i en lang periode set, at det kun var nogle enkelte omegnskommuner, der havde farve på kortet, siger Christian Wejse.
- Så kom de lokale smitteudbrud i Ringsted og Aarhus til. Men desværre ser det nu ud til, at det også begynder at sprede sig i flere andre kommuner, herunder i Jylland, som ikke tidligere har været hårdt ramt.
På baggrund af den seneste udvikling mener Christian Wejse ikke, at man kan anbefale en yderligere genåbning af landet.
- Man kan jo bare se mod USA, hvis man vil vide, hvordan det går, når man åbner mere op, mens man har et stigende smittetal, siger han.
- Jeg synes ikke, at de nuværende tal er så høje, at der er grund til nye vidtgående restriktioner. Men at åbne mere op, det er der ikke grundlag for.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker