Lægemiddelstyrelsen bliver nedlagt

Manøvren er en del af en større sparerunde, som forventes at medføre en række afskedigelser blandt de ansatte i de to styrelser samt i Sundhedsministeriet.

Ifølge Dagens Medicins oplysninger bliver cheferne i styrelserne orienteret i eftermiddag på et møde i Sundhedsministeriets såkaldte koncernledelse, mens medarbejderne i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen er indkaldt til stormøder torsdag klokken 11.

Lægemiddelstyrelsen hører i dag under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Lægemiddelstyrelsens hovedopgaver er at godkende og kontrollere lægemidler og virksomheder, herunder apoteker samt at overvåge lægemiddeløkonomi og -forbrug.

Ifølge Dagens Medicin bliver det sandsynligvis Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith, der skal stå i spidsen for den nye gigantstyrelse, da planen indebærer, at Lægemiddelstyrelsen bliver en del Sundhedsstyrelsen.

Dermed vender landets sundhedsfaglige myndigheder tilbage til konstruktionen fra før 1997, hvor en række opgaver blev udskilt fra Sundhedsstyrelsen.

Indtil da blev Lægemiddelstyrelsens opgaver varetaget af Sundhedsstyrelsens Farmaceutiske Laboratorium.

Sparekravet til Sundhedsministeriet og de underliggende styrelser er en del af den tidligere regerings økonomiske genopretningsplan, som Helle Thornings regering har overtaget.

Gennem projektet "Fokuseret administration" er hele statsadministrationen blevet pålagt at spare sammenlagt 450 millioner kroner i 2012 og det dobbelte i 2013.

Det er endnu uvist, hvor stort sparekravet til Sundhedsministeriet bliver, ligesom det er uklart, hvor mange ansatte der bliver ramt af fyrerunden, men tidligere har Miljøministeriet bebudet 115 fyringer, Socialministeriet har fyret 140 og Finansministeriet cirka 100.

/ritzau/

Sundhedsministeriet vil onsdag offentliggøre, at Lægemiddelstyrelsen skal lægges ind under Sundhedsstyrelsen. Det erfarer Dagens Medicin fra flere kilder.

Offentliggjort Sidst opdateret