Nye skrappe krav til fedme- og rygoperationer, der skal nedbringe antallet af operationer drastisk, møder modstand i Lægeforeningen.
Lægerne kalder det falsk varebetegnelse, når sundhedsminister Bertel Haarder (V) kalder de nye krav for kliniske retningslinjer.
- De skal omfatte hele behandlingsforløbet og sikre patienterne den rigtige behandling og ikke kun, hvor mange der skal behandles, siger formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.
Meldingen kommer med henvisning til, at ministeren og regionerne vil begrænse antallet af fedmeoperationer med 40 procent og rygindgrebene med en tredjedel.
De nye krav er en udløber af økonomiforhandlingerne mellem minister og regioner. Til gengæld har man overhalet den arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen med faglige eksperter, som ellers ventes snart at barsle med anbefalinger for fedmekirurgi.
- Sundhedsstyrelsen burde sidde for bordenden og borge for den faglige kvalitet. Men det her ligner mere et forsøg på på forhånd at begrænse antallet af behandlinger, siger Mads Koch Hansen og fortsætter:
- Det er nyt, at politikerne går helt ned på diagnoseniveau på den måde i deres beslutninger. Jeg husker ingen fortilfælde.
Lægeforeningen anerkender, at der er brug for skarpe prioriteringer i et økonomisk hårdt presset sundhedsvæsen.
-Men denne form for stram politisk rammestyring harmonerer ikke løfterne om et sundhedsvæsen i verdensklasse. Så må man hellere sige rent ud, at fokus bliver at hjælpe de sværest syge, og at ikke alle fremover har krav på behandling og behandlingsgaranti, siger lægeformanden.
Det er meningen, at der efter fedme- og rygoperationer skal laves nye behandlingskriterier for en lang række andre sygdomme.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker