Læger: Alles Lægehus har skrevet falske ydelser på konsultationer
Alles Lægehus har 39 lægeklinikker i Danmark. To tidligere læger i koncernen fortæller DR, at de har oplevet deres initialer stå skrevet for lægeydelser, som de aldrig har udført. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Tidligere læger i Alles Lægehus undrer sig over at være skrevet for ydelser, som de aldrig har udført.
To læger, der tidligere har arbejdet for Alles Lægehus, har oplevet, at der på regninger for lægeydelser er blevet skrevet ekstraydelser, som de aldrig har foretaget.
Det oplyser de til DR i programmet "Kontant".
Torben Bjerrehuus, der arbejdede som læge for Alles Lægehus i Helsinge på Sjælland i 2021, er én af dem.
- Der var en patient, hvor der stod, at vedkommende havde fået lavet en blodprøve. Men det var ikke en ydelse, jeg havde foretaget. Og det var ikke en ydelse, jeg havde skrevet på regningen, siger Torben Bjerrehuus til DR.
Dorte Lissi Johansen har arbejdet i lægehuset i Aalborg. "Kontant" har vist hende en konsultation fra 2020 af en patient, der havde smerter i ryggen. Der er taget honorar for en psykometrisk test, og hendes initialer står på konsultationen.
- Den test har jeg ikke lavet. Det ved jeg. Det kunne jeg ikke finde på at skrive på som ydelse med sådan en patient her, slet ikke, siger Dorte Lissi Johansen til DR.
En psykometrisk test består typisk af 10 til 12 spørgsmål, som patienten skal svare på, og som kan hjælpe lægen med at vurdere, om patienten er depressiv eller angst. Dengang kostede den 214,82 kroner.
I 2020 lavede Alles Lægehus ifølge DR 866 procent flere psykosomatiske test per patient end resten af regionen. De lavede psykosomatiske test på næsten en tredjedel af deres patienter.
Regionerne betaler lægeklinikkerne for de behandlinger, som de skriver på regningen.
Lederne af lægehusene i Aalborg og Helsinge oplyser, at der er tale om fejl.
Alles Lægehus' hovedkontor står for driften af sundhedskoncernens 39 lægeklinikker i Danmark. Koncernen "spekulerer på ingen måde i registrering af uberettigede lægeydelser", skriver de til "Kontant".
Koncernen skriver, at den naturligvis ikke skal modtage betaling for ydelser, som ikke er retmæssige, og derfor samarbejder de også med relevante myndigheder for at rette op på disse fejl.
Lægen, der ejer klinikken i Aalborg, hvor Dorte Lissi Johansen arbejdede, oplyser, at huset er i kontakt med Region Nordjylland for at rette op på "fejlregistreringer".
Alles Lægehus er i forvejen under kritik for netop fejlregistreringer.
"Kontant" afdækkede tidligere på året, hvordan flere klinikker i Nordjylland, der drives i samarbejde med Alles Lægehus, flere gange har sendt regninger af sted for tillægsydelser, som patienterne mener, at de aldrig har modtaget.
På baggrund af dette har Region Nordjylland valgt at politianmelde en række af disse klinikker.
/ritzau/
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik