Formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, sender nu en direkte opfordring til sundhedsminister Astrid Krag (SF) og resten af politikerne på Christiansborg.
Han ønsker, at det offentlige fremover skal stå for det opslagsværk om medicin, lægerne anvender. I dag er det finansieret af Lægemiddelindustriforeningen, skriver Ekstra Bladet.
Reaktionen kommer efter Ekstra Bladets omtale af, at medicinalkoncernen Pfizers rygepille Champix mistænkes for at have kostet tre danskere livet.
Det stod der bare ingenting om i Sundhedsstyrelsens rygestop-anbefalinger eller i artiklen om Champix på lægernes elektroniske opslagsværk, promedicin.dk.
Begge dele er forfattet af læger, der også er på lønningslisten hos Pfizer.
- Det handler om at træffe en politisk beslutning og give Lægemiddelstyrelsen redskaber, så de kan give os den daglige information, vi har brug for, siger Henrik Dibbern til Ekstra Bladet.
- Vi skal have en offentlig lægemiddelinformation, hvor oplysningerne kommer med det samme, og hvor de er uvildige, siger han.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) garanterer over for Ekstra Bladet, at muligheden for et offentligt drevet opslagsværk bliver undersøgt:
- I det nye år kommer der nogle lovændringer på lægemiddelområdet, og i den forbindelse vil jeg se på muligheden for, at vi kan sikre et offentligt opslagsværk, hvor der ikke kan rejses tvivl om uafhængigheden, udtaler Astrid Krag til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker