Læger frygter forkerte køb af håndkøbsmedicin i butikker
Forbrugerne efterlades uden nødvendig rådgivning, hvis man sælger håndkøbsmedicin i butikker. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Forbrugerne går glip af vigtig vejledning, hvis håndkøbsmedicin sælges fra butikshylderne, lyder advarslen.
Det er ikke en forbedring af forbrugernes vilkår, når regeringen foreslår, at håndkøbsmedicin skal sælges i supermarkeder. Det mener formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.
I stedet frygter han, at det vil føre til køb og brug af medicin på et mindre oplyst grundlag.
- Det kommer meget an på, hvilke typer medicin der er tale om. De mest almindelige hovedpinepiller kan de fleste voksne danskere godt finde ud af at købe selv. Med andre typer af medicin er der behov for vejledning, siger han.
- Vi ved fra studier, at der en ganske stor del af befolkningen, der vælger forkert, når der ikke er adgang til rådgivning. Det skal man have for øje, når man foreslår ting, som det her.
Håndkøbsmedicin er den medicin, forbrugeren ikke skal bruge en recept fra lægen for at få.
Formuleringen bag forslaget om at sælge det i butikker kommer fra Lægemiddelindustriforeningen. Ud over regeringen har forslaget ifølge Jyllands-Posten også opbakning fra resten af blå blok.
Modsat er Forbrugerrådet Tænk, Dansk Sygeplejeråd og Dansk Selskab for Patientsikkerhed skeptiske. Den skepsis deles af Andreas Rudkjøbing.
- Det handler grundlæggende om, at når man køber medicin i Danmark, hvad enten det er håndkøb eller på recept, så er det vigtigt at få rådgivning om den medicin, man ønsker at bruge, siger han.
- Det kan man i sagens natur ikke, når det står på en hylde i et supermarked.
Hvis lovforslaget bliver til virkelighed vil det blive muligt at købe hovedpinepiller, næsespray og salve mod svamp fra hylderne i supermarkeder.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) afviser kritikken og peger på, at det er muligt at købe håndkøbsmedicin i supermarkeder i Sverige og Norge.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde