Læger må gerne afvise fedmepatienter

Svært overvægtige kan stadig få afslag på en fedmeoperation på Hvidovre Hospital, hvis de er ude af stand til at kommunikere og samarbejde med lægerne. Men lægerne må ikke afvise alene med den begrundelse, at patienten ikke taler dansk, fastslår sundhedsminister Bertel Haarder (V).

- Jeg vil ikke blande mig i konkrete afgørelser. De skal bygge på konkrete lægefaglige vurderinger. Det er selvfølgelig i orden at afvise fedmeoperationer, hvis patienten åbenbart ikke kan kommunikere og samarbejde om det, siger Bertel Haarder til Ritzau.

Hvidovre Hospital udførte sidste år 130 fedmeoperationer og afviste fire-fem patienter, fordi de ikke forstod dansk. Det fik fredag Bertel Haarder til at slå fast, at lægen er bundet af sit lægeløfte.

Er et menneske syg og skal opereres, så skal lægen sørge for, at det sker, fastslog han.

Selv om Bertel Haarder nu præciserer, at det er en lægefaglig vurdering, om en patient skal opereres eller ej, fastholder han, at patienter ikke kan sorteres fra alene, fordi de taler dårligt dansk.

- Så må hospitalet sørge for tolkebistand, siger Bertel Haarder.

Vicedirektør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen er tilfreds med afgørelsen. Når hospitalet sidste år afviste fire-fem patienter, skyldes det ikke kun sprogvanskeligheder, understreger han.

- Det er en samlet bedømmelse, men sproget indgår som en vigtig faktor, siger Torben Mogensen.

Kritikken af Hvidovre Hospitals førte fredag til, at Sundhedsstyrelsen fastslog, at den ville give hospitalsledelsen skriftlig besked om at stoppe praksis. Sundhedsstyrelsen oplyser onsdag, at der efter en telefonisk kontakt med hospitalsledelsen er enighed om fortolkningen af kriterierne for operationerne. Derfor har hospitalet ingen skriftlig instruks fået.

/ritzau/

Lægerne har lov til at afvise fedmepatienter, som ikke kan samarbejde og kommunikere. Men lægerne må ikke sige nej, alene fordi patienten taler dårlig dansk.

Offentliggjort Sidst opdateret