Læger: Patienter skal ikke få kræftdiagnose på nettet
Lægeforeningen håber, at regioner vil sørge for, at patienter ikke får besked om farlige diagnoser på nettet.
Det er bekymrende, at patienter via internettet får at vide, at de har kræft eller en anden alvorlig diagnose.
Det siger Andreas Rudkjøbing, formand i Lægeforeningen.
Siden september sidste år er det blevet muligt at se svar på undersøgelser, prøver og lignende i ens e-journal på sundhed.dk, allerede tre dage efter at sundhedspersonalet har fået adgang til oplysningerne.
Det er ikke altid, at lægen har nået at tale med patienten inden da, skriver Jyllands-Posten.
- Det er en situation, som vi advarede imod i efteråret, da Danske Regioner besluttede at forkorte ventetiden fra to uger til tre til fem dage, siger Andreas Rudkjøbing til Ritzau.
- Det ligger i sundhedsloven, at vi er forpligtet til at overlevere den slags beskeder på en hensynsfuld måde, for det sker ofte sådan, at man kan blive bange eller bekymret, hvis man sidder hjemme og får overbragt sin diagnose, siger Andreas Rudkjøbing.
- Vi opfordrer til, at regionerne laver nogle arbejdsgange, så man eksempelvis har en lægetid samme dag, som man får adgang til resultaterne på sundhed.dk, siger Andreas Rudkjøbing.
Adspurgt, om man da ikke bare kan lade være med at logge ind på sundhed.dk inden lægebesøget, svarer lægernes formand:
- Jo, det kan man. Der kommer også en pop-op besked frem med en lille advarsel ved sådan nogle informationer. Men vi oplever, at mange alligevel bliver fristet til at klikke sig ind og læse det.
Andres Rudkjøbing anerkender, at sundhedsvæsnet naturligvis skal følge med i den teknologiske udvikling. Han understreger da også, at Lægeforeningen i sin tid var for, at ventetiden blev forkortet.
- Vi siger bare, at hvis det handler om alvorlige beskeder, så er det altså vigtigt at få de oplysninger overleveret af sin læge.
Danske Regioner understreger over for Jyllands-Posten, at sundhedspersonalet skal gøre alt for at undgå, at patienter uforvarende får viden om en diagnose, som de ikke er forberedt på.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde