Læger: Patienterne skal være trygge

Patienter på landets sygehuse skal være trygge ved den behandling, de får.

Derfor understeger Lægeforeningen, at patienterne skal inddrages i beslutninger om intensiv behandling eller genoplivning efter et eventuelt hjertestop.

Det har ikke været tilfældet for flere patienter på Herlev Hospital, har TV2 Nyhederne beskrevet. Her havde lægerne på forhånd opgivet genoplivningen ved hjertestop, uden at patienterne blev informeret om det.

- Patienterne skal kunne være trygge ved, at de får den behandling, som de har behov for, siger formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen og retter fokus mod hospitalsledelsen.

- Reglerne skal overholdes, og det er en ledelsesopgave på sygehusene at sikre, at det sker, slår han videre fast.

Lægeformanden peger på, at læger ofte står over for vanskelige beslutninger med alvorligt syge mennesker, for hvem en genoplivning vil betyde en stor risiko for alvorlig hjerneskade.

- Uanset disse overvejelser er der ingen tvivl om, at læger skal inddrage patienterne og eventuelt deres pårørende i de meget svære beslutninger om den fremtidige behandling. Det er fortsat Lægeforeningens politik, siger Mads Koch Hansen.

Ifølge tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons er reglerne på området da også helt klare:

Læge og patient skal tale om det, hvis genoplivning for eksempel ikke skal forsøges for en patient, der får hjertestop og i forvejen ikke har udsigt til at leve mere end nogle dage eller uger.

Hvis patienten ikke ønsker forsøg på genoplivning, skal det skrives i journalen.

/ritzau/

Lægeforeningen slår fast, at patienter skal inddrages i beslutningen om genoplivning efter hjertestop.

Offentliggjort Sidst opdateret