Læger: Psykiatriske hjælp er uacceptabel

Trods mange politiske løfter halter pengene til psykiatrien stadigt langt bagefter bevillingerne til resten af sundhedsvæsnet. Det viser nye tal fra Danske Regioner.

De seneste 10 år har det somatiske sundhedsvæsen fået 45 procent flere penge, men psykiatrien kun 15 procent.

Tallene bekræfter ifølge Lægeforeningen det akutte behov for med finansloven at rette op på det økonomiske efterslæb, som psykiatrien har i forhold til resten af sundhedsvæsnet.

- Jeg bliver træt af at høre den ene skåltale efter den anden om, hvor vigtigt det er at prioritere psykiatrien, når fakta viser, at der ikke sker noget konkret, siger formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.

Han efterlyser handling bag de løfter, som stort set alle partier gav under valgkampen.

- Hvor vil det være forfriskende, hvis der på den kommende finanslov bliver afsat midler til en national handlingsplan for psykiatrien, der sikrer tilstrækkelig med ressourcer og sammenhæng i behandlingen af fysisk og psykisk sygdom, siger han.

Lægeforeningen efterlyser også, at psykiatrien får samme faste finansiering som resten af sundhedsvæsnet. I dag skal en del af pengene til psykiatrisk behandling søges fra midlertidige satspuljer fra gang til gang.

- Ved at finansierer psykiatrisk behandling via puljer, der svinger fra år til år, sendes et uheldigt signal om, at psykiatriske patienter ikke er syge på samme alvorlige måde som andre, siger Mads Koch Hansen.

Trods færre ressourcer er der behandlet knap 20 procent flere patienter i årene 2002 til 2009.

- Nu er grænsen nået. Flere læger erkender åbent, at de på grund af alt for få sengepladser må udskrive patienter, før de er færdigbehandlet, og undlader at indlægge patienter, som burde have været indlagt.

- Det er helt uacceptabelt, siger Mads Koch Hansen.

/ritzau/

Lægeforeningen vil have politikerne til at leve op til deres valgløfter om ekstra penge til psykiatrien.

Offentliggjort Sidst opdateret