Læger: Skyderiet i Field's kan tyde på presset psykiatri
Skyderiet i Field's kan vidne om personalemangel i den danske psykiatri, som lige nu mangler 150 psykiatere.
Skyderiet i Field’s den 3. juli i år kan ifølge Lægeforeningen være et tegn på, at psykiatrien i Danmark halter.
Det siger formand Camilla Ratchke, efter at en taskforce tirsdag fremlagde seks anbefalinger til psykiatrien fremadrettet i Region Hovedstaden. Den formodede 22-årige gerningsmand havde haft kontakt til psykiatrien i regionen inden hændelsen.
- Der er ingen tvivl om, at vi jo især inden for psykiatrien har en særlig udfordring med at mangle læger. Psykiatrien er hårdt ramt, siger Camilla Ratchke.
En undersøgelse fra 2022 fra Overlægeforeningen viser, at der lige nu mangler mere end 150 psykiatere i Danmark, samtidig med at antallet af patienter stiger.
Taskforcen kunne ikke pege på én enkelt årsag til skyderiet, men udsteder anbefalingerne på baggrund af den formodede gerningsmands historik i psykiatrien.
Camilla Ratchke understreger, at psykiatrien ikke nødvendigvis kunne have forhindret skyderiet.
- Det er ikke sikkert, vi havde kunnet forudse det her skyderi med en perfekt psykiatri.
- Men det taler selvfølgelig ind i, at vi i forvejen har en stor debat kørende om, hvordan vi kan forbedre psykiatrien, fordi vi ved, at den ikke er god nok, siger hun.
Ifølge en undersøgelse fra Lægeforeningen betyder de manglende hænder, at mange patienter må udskrives før tid, og at kvaliteten af behandlingen bliver dårligere. Det gør det også sværere at udrede og opspore psykisk sygdom.
Anbefalingerne fra taskforcen vil øge kvaliteten i psykiatrien. Og hvis kvaliteten skal op, er der behov for flere hænder, siger Camilla Ratchke.
- Måske kunne de her anbefalinger være noget, der kunne have gavnet i den tragiske hændelse i Field's, men også kan gavne andre patienter, siger hun.
Tre personer blev dræbt, og flere andre blev såret ved skyderiet i Field's.
Den sigtede i sagen er anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling, og retssagen er endnu ikke berammet.
/ritzau
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned