Forældre sjusker med opbevaring af farlige væsker som eddikesyre, afløbsrens eller ukrudtsmiddel.
Det betyder, at et stigende antal børn indlægges med alvorlige ætsningsskader. Lægerne på Århus Sygehus advarer nu forældrene.
Det sker efter flere tilfælde, hvor børn er blevet indlagt på sygehuset med ætset spiserør og mavesæk efter at have drukket wc-rens eller opvaskemiddel i den tro, at det var saftevand.
- Vi ser et stigende antal meget alvorlige skader, fordi børn har fået fat i et glas eller en flaske med ætsende væsker, siger ledende overlæge, dr.med. Lone S. Jensen, Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling, Århus Sygehus.
Lægerne er alarmeret over tilfælde, hvor forældre har hældt ætsende væsker fra sikre beholdere over i glas eller flasker.
Især om sommeren er der stor risiko for, at et tørstigt barn drikker af det tilsyneladende uskadelige glas.
- Små børn tror, at det er vand eller saftevand. Resultatet er meget alvorligt. Flere får varige skader og skal gennem mange operationer.
Lone S. Jensen opfordrer til, at man aldrig hælder væskerne over i andre beholdere, glas eller flasker.
- Der er børnesikring på den originale emballage, og den kan børnene ikke åbne, siger Lone S. Jensen.
Hvert år indlægges 5000 danske børn med forgiftning. Husholdningsmidler som eddikesyre, afløbsrens eller ukrudtsmiddel, benzin eller olie til plæneklipperen er hyppige sårsager.
Sker det må man ikke fremprovokere en opkastning hos barnet, da væsken også ætser på vejen op igen. I stedet bør man give barnet et par glas mælk og hurtigt søge skadestue.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde