Læger vil rydde op i forvirrende navne på medicin
Det er forvirrende, når det samme lægemiddel har forskellige handelsnavne. Det mener Lægeforeningen, der opfordrer sundhedsministeren til at lave et forsøg med mere entydige medicinnavne. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Den samme type medicin sælges under forskellige navne, og det giver risiko for fejl, mener Lægeforeningen.
Det er forvirrende for patienterne, at det samme lægemiddel sælges under forskellige navne.
Det mener Lægeforeningen.
Foreningen mener, at de forskellige handelsnavne kan betyde, at nogle patienter forveksler lægemidler eller indtager en forkert dosis.
- Det kan være forvirrende og utrygt, når for eksempel et blodtrykslægemiddel som Enalapril sælges under så forskellige navne som Corodil og Enacodal, siger Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen.
- Det øger risikoen for, at patienterne forveksler lægemidler eller indtager en forkert dosis, siger han.
Men det er ikke bare patienter, der kan fare vild i navnene. Det kan lægerne også.
De forskellige navne øger ifølge Lægeforeningen risikoen for fejl, når lægen udskriver medicinen, og når apoteket efterfølgende skal udlevere den.
Lægeforeningen foreslår, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) sætter et forsøg i gang med mere entydige navne på medicin.
Forsøget skal indebære, at lægerne skal skrive navnet på det aktive stof i lægemidlet på recepten i stedet for handelsnavnet.
Samtidig lyder anbefalingen, at det aktive stof skal stå med store typer på pilleglasset eller pakningen.
- Med kun ét navn at forholde sig til bliver det nemmere for patienterne at bevare overblikket over deres egen behandling.
- Det vil være til gavn for patienterne og alle andre i sundhedsvæsenet, at man på den måde mindsker risikoen for nye lægebesøg og i værste fald indlæggelser på grund af forkert brug af medicin, siger Michael Dupont.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde