Lægerne advarer mod økonomisk pisk
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, advarer politikerne mod at gøre brug af økonomisk incitament for at begrænse antallet af patienter, der bliver sendt videre i sundhedssystemet
- Det er utrolig farligt at bruge økonomiske incitamenter til sådan nogle faglige forhold. Vi har brugt økonomiske incitamenter for at øge antallet af lungeundersøgelser, fordi man gerne ville have lægerne til at foretage nogle flere, siger Henrik Dibbern.
- Men der er jo ikke nogen, der kan sige, om det er rigtigt at være lidt mere aktiv eller lidt mere tilbageholdende med at indlægge. Det ene koster penge. Det andet kan koste helbred, siger han.
Han mener derfor, det er farligt at introducere et økonomisk incitament, der forsøger at trække lægerne i en bestemt retning, hvis man ikke på forhånd er sikker på, at det er den rigtige retning, man trækker.
Jyllands-Posten har ellers fået aktindsigt i et notat, der viser, at regeringen og Venstre ønsker en bedre styring af, hvor mange patienter de praktiserende læger henviser til sygehusene.
Til det formål kan det være en mulighed at give en økonomisk straf til læger, der henviser for mange patienter, eller en belønning til læger der henviser få, viser notatet.
Formanden tror ikke, at lægerne bevidst vil ændre handlemønster, hvis der bliver indført et økonomisk incitament. Alligevel er han bange for, at det vil gå ud over patienterne.
- Selvfølgelig vil læger forholde sig fagligt til det, de laver, men læger er jo lige så påvirkelige over for økonomiske incitamenter, som alle muligt andre mennesker er, siger Henrik Dibbern.
- Derfor skal man være lige så forsigtig med at bruge dem over for læger som over for alle mulige andre mennesker, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde