Lægerne vil ikke slippe receptblokken

Lægeforeningen vender sig skarpt imod et forslag fra Socialdemokraterne, som under visse betingelser skal give sygeplejersker lov at ordinere medicin til patienter.

Ifølge Socialdemokraternes beslutningsforslag, der behandles i Folketinget 7. maj, skal sygeplejersker med erfaring fra det kliniske arbejde og med en målrettet videreuddannelse, have begrænset ret til at selv at forlænge recepter og justere medicin.

Begrundelsen for slaget er, at det vil spare sundhedsvæsnet den tid, som sygeplejersker i dag bruger på at vente på lægens underskrift, hver gang patienten skal have en ny recept.

Men det er til fare for patienterne, lyder det fra Lægeforeningens repræsentskabsmøde lørdag i Kolding.

- Flere og mere avancerede lægemidler er et gode. Men det øger også risikoen for medicineringsfejl. Derfor er det afgørende, at den person, der har receptblokken, har et samlet overblik over, hvad patienten fejler, og hvilke lægemidler patienten får. Af samme grund bør kun læger kunne ordinere medicin, siger Yves Sales, der er formand for Lægeforeningen.

Han peger på, at mange lægemidler har alvorlige bivirkninger. Flere typer medicin samtidig kan forstærke bivirkningerne.

Lægeforeningens repræsentantskab vedtog på sit møde i Kolding en lægemiddelpolitik, som bl.a. fokuserer på, at størstedelen af de fejl i sundhedsvæsnet, som indberettes, er medicineringsfejl. Typisk hvor patienten får forkert dosis eller modtager en forkert slags medicin.

/ritzau/

Et forslag om at spare tid i sundhedsvæsnet ved, at sygeplejersker ordinerer medicin, får kold skulder af Lægeforeningen, der holder godt fast i receptblokken.

Offentliggjort Sidst opdateret