Lærere dumper elever på tekniske skoler

Alt for mange elever på de tekniske skoler burde slet ikke være der: De har ikke en chance for at fuldføre deres uddannelse, fordi de mangler motivation og faglige kundskaber.

Dermed fortoner politikernes mål om, at 95 procent af alle unge skal have en uddannelse, sig i en fjern horisont.

Sådan lyder dommen i en rundspørge, Politiken har foretaget blandt lærere på de tekniske skoler: Blandt de knap 600 lærere, der svarer, siger 72 procent, at andelen af dårligt motiverede elever er vokset de senere år.

62 procent vurderer, at eleverne er blevet fagligt svagere, og 54 procent tror, at frafaldet på de tekniske skoler vil vokse, trods alle de bestræbelser der gøres for at nedbringe det.

- De er ikke motiverede, og de har været tabt allerede i folkeskolen, siger en lærer til avisen.

- Det er nærmest sørgeligt. Mange er her uden at vide hvorfor. Kan man ikke gå på handelsskole eller gymnasium, kastes de til os. Guderne må vide hvorfor, siger en anden lærer til avisen.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen siger, at tallene dokumenterer behovet for et hurtigt forlig om en folkeskolereform. Han vil samtidig lave et 360-graders eftersyn af erhvervsskolerne (herunder tekniske skoler).

- Man kan ikke tørre ansvaret af alene på folkeskolen, så jeg har også tænkt mig at gennemføre et 360-graders eftersyn af vore erhvervsskoler, siger han.

/ritzau/

Eleverne på de tekniske skoler mangler både motivation og faglige evner, siger lærerstaben.

Offentliggjort Sidst opdateret