Lærerforening: Nogle elever må leve med lange skoledage
Ny kortlægning viser, at skoledagene er blevet meget længere end intentionen var med skolereformen. Foto: Lærke Posselt/POLFOTO/arkiv
Lærke Posselt/POLFOTO/arkiv
Skoledagene er blevet længere, end intentionen var, viser kortlægning. Svært at ændre på, siger lærerformand.
Det er vanskeligt at ændre på, at nogle folkeskoleelever får senere fri fra skole, end intentionen var i skolereformen.
Det mener Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, efter at en kortlægning bekræfter tidligere forlydender om, at eleverne har lange dage.
For eksempel har 75 procent af eleverne i fjerde til sjette klasse fri senere end klokken 14.30 en eller flere dage om ugen ifølge en kortlægning fra Børne- og Undervisningsministeriet, skriver Jyllands-Posten.
- Jeg tror, man skal være klar over, at det er vanskeligt at ændre dramatisk på de tal. For man har en skoledag, som skal planlægges på skolen, og der er mange forhold at tage hensyn til, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.
- Man skal have lærere, som har undervisningskompetence. Det vil sige, at man skal have den uddannelse fra seminariet, som gør, at man kan undervise i det pågældende fag.
Det gør planlægning af skemaet sværere, siger han og understreger, at skoleledere skal tage hensyn til, at skoleskemaet også skal passe i forhold til fordeling af faglokaler inden for fag som fysik, kemi, idræt, hjemmekundskab og andet.
Intentionen i reformen var, at de yngste elever skulle have fri klokken 14, de lidt ældre elever - i fjerde til sjette klasse - skulle have fri klokken 14.30 og de ældste klokken 15.
Ifølge loven skal undervisningen afvikles inden klokken 16, hvilket kun bliver brudt i få tilfælde, lyder det fra landets skoleledere.
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener ikke, de sene skoledage er hensigtsmæssige og henviser til, at forligskredsen bag skolereformen for nylig sendte et brev til kommunerne og bad dem sikre, at intentionerne bag reformen bliver overholdt.
Og det er svært at få øje på løsninger, mener Anders Bondo Christensen.
- Man skal passe på at sende aben ud til skolelederne og sige, at nu skal de løse en opgave, som faktisk ikke kan løses, siger han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde