Læs ballettens kokainrapport her

Den omstridte rapport om kokainmisbrug og ledelsesproblemer i Den Kongelige Ballet er nu lagt ud til offentlig læsning.

Det sker, efter at flere medier har søgt om aktindsigt i den hemmelige interne rapport. Den kan læses via dette link: http://www.b.dk/nationalt/den-censurerede-rapport.

Men væsentlige passager i den offentliggjorte rapport er streget ud, og Det Kongelige Teater skjuler således stadig sine problemer.

Det gælder blandt andet passagerne om balletmester Nikolaj Hübbes kokainforbrug, som Jyllands-Posten tidligere har berettet om efter at have læst den oprindelige ucensurerede rapport.

Dog kan man i den nu offentliggjorte rapport læse:

"Eskalerende misbrugsproblemer blandt danserne igennem de sidste to år, herunder eskalerende problemer med kokainmisbrug".

Selv om ledelsesproblemerne i balletten heller ikke længere er nogen hemmelighed, har Det Kongelige Teater alligevel valgt at skjule konklusionerne i rapporten. Blandt andet er det streget ud, at dansernes tillid til ledelsen er helt i bund.

"Et sådant ledelsessvigt må ikke finde sted og skal føre til selvransagelse, som er nødvendig for at forebygge at noget sådan sker igen", er blandt de sætninger, der ifølge Jyllands-Posten er streget ud.

Rapporten er baseret på interviews med instruktører, lærere og dansere om forholdene i Den Kongelige Ballet.

Den er bestilt af balletten selv og udarbejdet af Helle Hedegaard Hein, ph.d. i ledelse, politik og filosofi ved handelshøjskolen CBS.

Da historierne om kokainmisbruget og ledelsesproblemerne i Den Kongelige Ballet eksploderede i pressen i sidste måned, afviste teaterchef Erik Jacobsen dem i første omgang som løse rygter.

/ritzau/

Alle kan nu læse rapporten om kokainmisbrug i Den Kongelige Ballet, men vigtige sætninger er streget ud.

Offentliggjort Sidst opdateret