Efter to en halv måneds kamp mod bureaukrati i Polens sygehusvæsen er det omsider lykkes Århus Sygehus at få overflyttet en lam, polsk håndværker til et hospital i hans hjemland.
Det oplyser overlæge ved Århus Sygehus, Benedicte Dahlerup, efter at Århus Sygehus tirsdag morgen gennemtvang indlæggelsen på et hospital i Poznan ved at sende et fly med patienten til Polen.
Forinden havde både polske hospitaler, den offentlige sygeforsikring og et privat sygeforsikringsselskab hårdnakket afvist at tage sig af manden, som var parat til at blive overflyttet helt tilbage fra den 20. oktober.
- Vi fik en mail i 11. time inden flyafgangen om, at der nok skulle stå en ambulance, og at hospitalet nok skulle tage imod ham, siger overlægen. Århus Sygehus greb til selvtægten efter, at også Indenrigs- og Sundhedsministeriet forgæves havde forsøgt at tale Polen til rette.
Den 44-årige Adam Szaj har siden den 20. oktober været klar til at komme hjem til Polen. Men polske sygehuse har ikke besvaret henvendelser om at modtage ham. Ligeså har det polske sygesikringsvæsen, NFZ, nægtet at hjælpe manden, oplyser overlægen.
Adam Szaj har arbejdet som håndværker i Hedensted og kom til skade den 16. september, da han faldt igennem et tag og syv meter ned på et betongulv. Han er i dag lam og vil selv gerne hjem til sin familie i Polen. Han var ansat af et polsk firma, der var hyret af en dansk virksomhed via to andre led af firmaer.
Problemet har ifølge overlægen været betalingen for Adam Szajs behandling i Polen. Ingen sygehuse tager imod patienter, hvis de ikke har en forsikring. Og det forsikringsselskab, som Adam Szajs arbejdsgiver har tegnet sig hos, har nægtet at gå ind i sagen.
Århus Hospital vil nu søge hjælp hos Sundhedsministeriet til at få den polske regering til at betale de 2 1/2 millioner kroner, som Adam Szajs behandling er løbet op i.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde