Landmændene hilser en ændring af afgifter på sprøjtemidler velkommen og er klar til at agere fremadrettet på at få nedsat miljøbelastningen fra sprøjtemidler generelt.
Sådan lyder reaktionen fra viceformand i Landbrug og Fødevarer, Henrik Frandsen, efter at en ny rapport fra Miljøstyrelsen viser, at landmændenes forbrug af sprøjtemidler på tre år er blevet 30 procent mere belastende for dyr og planter i naturen.
- Det er nogle tal, vi tager meget alvorligt, og vi vil have undersøgt til bunds, hvorfor det er tilfældet.
- Men der har været milde somre og milde vintre, og det har givet et større ukrudtstryk, som har betydet, at der har været større behov for at sprøjte, lyder den umiddelbare forklaring fra Henrik Frandsen.
Miljøministeren har på baggrund af rapporten varslet en afgiftsændring. Hidtil har afgiften været på, hvor meget man sprøjter. Nu bliver den lagt, så afgiften bliver lavest for de mindst belastende midler, mens det bliver dyrere at bruge de giftigste midler.
Og det, synes Henrik Frandsen, lyder som en god idé, selvom han ikke er tilfreds med, at ministeren har meddelt, at det samlede afgiftstryk samtidig vil stige fra cirka 500 millioner kroner til cirka 650 millioner kroner.
- En omlægning af afgiften ser vi som et godt redskab til at flytte brugen af sprøjtemidler, så den i fremtiden kommer til at ligge på de mindre miljøbelastende, siger Henrik Frandsen.
Han afviser, at man fra landbrugets side kunne have været på forkant med rapportens konklusioner.
- Rapporten kommer med ny viden, og vi har ikke haft denne målemetode i forhold til at kunne dele sprøjtegifte ind efter miljøbelastning før. Den viden har vi fået nu, og den gør, at vi kan arbejde fremadrettet med at løse problemstillingen, siger Henrik Frandsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde