Landmænd slipper for dyrt miljøkrav i år

Danske landmænd har indtil videre vundet en lille sejr over staten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landmændene behøver nemlig ikke at dyrke såkaldte miljøafgrøder før 2014. Til gengæld slipper de ikke for de upopulære randzoner, hvor det stadig er forbudt at dyrke afgrøder 10 meter fra åer, søer og vandløb.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. Sammen med Fødevareministeriet har ministeriet undersøgt, hvilke konsekvenser det skal have, at de statslige vandplaner blev erklæret for ugyldige i december.

Det er Natur- og Miljøklagenævnet, som har stemplet 23 statslige vandplaner som ugyldige, efter at en række landmænd og organisationer fik medhold i, at en høringsfrist på otte dage om planerne var for kort.

Det betyder nu, at landmændene først skal dyrke de såkaldte miljøafgrøder på 140.000 hektar næste år.

Miljøafgrøderne dyrkes, efter at en såkaldt hovedafgrøde - for eksempel korn - er høstet. Miljøafgrøden vil så optage de næringsstoffer, der er i jorden, således at de ikke vaskes ud i vandmiljøet.

Underkendelsen af de statslige vandplaner får imidlertid ikke betydning for en række andre miljøtiltag, fastslår Miljøministeriet og Fødevareministeriet.

- Det er godt for miljøet, at de fleste miljøforbedringer kan fortsætte, selv om vandplanerne midlertidigt er ugyldige, siger miljøminister Ida Auken (SF).

- Naturen kan ikke vente med at få det bedre, og med dagens beslutninger sikrer vi, at situationen med vandplanerne ikke forsinker de fastlagte miljøtiltag mere end højst nødvendigt, siger hun i pressemeddelelsen.

Miljøtiltagene tæller blandt andet de nævnte randzoner, vådområdeprojekter til reduktion af kvælstof samt vandløbsrestaurering.

Randzonerne er på 160.000 hektar, og fra 1. februar kan landsmænd søge om kompensation for det stykke jord, de ikke kan dyrke. Til det er der oprettet en pulje på 200 millioner kroner.

Vådområdeprojekter til reduktion af kvælstof samt vandløbsrestaurering kan fortsætte, men det kræver en ændring af visse bekendtgørelser, og det forventes på plads i løbet af februar.

Det er endnu uvist, hvornår de statslige vandplaner bliver ført ud i livet.

/ritzau/