Landsforening: Morten Jensen nedbrød stereotyper om Downs
Morten Jensen(th.) er gået bort 41 år gammel. Her ses han sammen med Peter Palland(tv.), der var den anden halvdel af "Morten og Peter". Foto: Scanpix/Brohus Anders
Scanpix/Brohus Anders
Udsendelser om "Morten og Peter" tændte lyset i stereotypernes mørke om Downs syndrom, mener landsforening.
Udsendelserne om Morten Jensen og Peter Palland - bedre kendt som "Morten og Peter" - har været med til at nedbryde stereotyper om, hvordan et liv med Downs syndrom kan være.
Sådan lyder refleksionen fra næstformand i Landsforeningen Downs Grete Fält-Hansen, efter det onsdag blev oplyst, at Morten Jensen er død, 41 år gammel.
- Før 1991 (udsendelsernes begyndelse, red.) var der mange stereotyper. Dengang var der også mange, der sagde mongolisme. Det bruger man heldigvis ikke mere. Folk vidste ikke rigtig, hvad det var, siger hun.
- Den her udsendelsesrække har været med til at uddanne familien Danmark i, hvad kan et liv med Downs syndrom være.
Udsendelserne har vist nogle af de to venners forskellige oplevelser, konflikter og glæder sammen med journalisten Nick Horup.
Selv fortæller journalisten til TV2, at han selv har lært meget af Morten Jensen.
- Han pakkede aldrig noget ind, og der lå aldrig noget skjult bag, hvad han sagde. Og der skulle heller ikke ligge noget skjult bag, det man sagde til ham, siger Nick Horup til TV2.
Og netop Morten Jensens umiddelbare væsen har ifølge Grete Fält-Hansen hjulpet mange med at genkende sig selv i personer med Downs syndrom, hvor mange ellers ofte lægger mærke til forskellen.
- Mange af os - også os pårørende - griner med dem. Fordi man kan genkender sig selv, siger hun.
- De har lavet den line, der hænger fast i en selv, og som forbinder en med noget, der umiddelbart virker langt væk, fordi man genkender sig selv.
- Jeg er overbevist om, at det også er derfor, at Morten og Peter er et elsket folkeeje.
Også formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, mindes Morten Jensen for evnen til at rykke ved opfattelsen af personer med et handicap.
- Han har vist, at man kan leve et selvstændigt og udadvendt liv med et handicap, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned