Landstræner ofrede sig for andres triumfer
Michael Mørkøv høstede guld ved både VM og OL på banen, men hjalp også hele ti forskellige sprintere til store triumfer på landevejen som sin generations nok bedst leadoutman. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Michael Mørkøv, der onsdag fylder 40 år, har et omfattende cv som aktiv og skal nu forsøge at omdanne dansk cykelsports guldalder til flere triumfer.
Han har vundet mere end de fleste. Både på banen og på landevejen.
Især hvis man også medregner de mange sejre, hvor han i sin rolle som sin generations nok bedste leadoutman ofrede egne sejrschancer for at hjælpe holdkammerater først over målstregen.
Michael Mørkøv, som onsdag fylder 40 år, var sjældent den mest frembusende cykelrytter, men erfaringen og den taktiske snilde var prangende og sikrede ham en fremtrædende position efter karrierestoppet.
Efter 20 år som professionel pedaltramper afløste Mørkøv ved årsskiftet Anders Lund som landstræner for en gylden generation af danske landevejsryttere som Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Magnus Cort med flere.
- Min ambition er at skabe et landshold, som rytterne ønsker at køre for, og hvor de får samme professionelle opbakning som til dagligt på deres normale hold.
- Desværre kan man ikke opsætte resultatmål i cykling, fordi det er så volatilt (flygtigt, red.). Men med de ryttere, vi har i Danmark lige nu, er min drøm og ambition helt sikkert at få en landevejsverdensmester inden for de næste par år, siger Mørkøv.
Hans største personlige triumfer kom på banen. Tre gange VM-guld og OL-guld i parløb i 2021 blev krydret med VM-guld og OL-sølv med det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb samt et utal af sejre i seksdagesløb over hele Europa.
På landevejen vidner især sejren i en massespurt i Vuelta a España i 2013 og tre DM-titler om hans veludviklede evner som afslutter.
Mørkøv valgte dog at dedikere en stor del af karrieren til at føre andre frem til succes.
Dels som vejkaptajn og bindeled til sportsdirektørerne på sine hold og dels som højt værdsat leadoutman, hvilket rytteren med flest etapesejre i Tour de France nogensinde, Mark Cavendish, nød godt af.
- Jeg kom til en erkendelse af, at jeg ikke var god nok til at vinde de allerstørste løb. Så jeg skulle vælge mellem at gå lidt ned og vinde løb på et lavere niveau eller være med til at vinde det på højeste niveau.
- Og det sidste var mest motiverende, siger Mørkøv, som førte imponerende ti forskellige sprintere frem til sejre i sin karriere.
Michael Mørkøv er på 11. år gift med Trine Mørkøv. De bor i Rødovre med børnene Alberte, Frederik og Victor.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker