Langt færre får livmoderhalskræft efter årrække med vaccineprogram
Siden 2009 har hpv-vaccinen været en del af børnevaccinationsprogrammet. Sammen med screeninger har det ført til langt færre tilfælde af livmoderhalskræft, viser ny undersøgelse. (Arkivfoto). Foto: Stefan Puchner/Ritzau Scanpix
Især blandt unge kvinder er forekomsten af livmoderhalskræft faldet som følge af vaccine, viser undersøgelse.
Forekomsten af livmoderhalskræft blandt unge kvinder i Danmark er faldet markant efter indførslen af hpv-vaccinen, viser en ny undersøgelse.
Det skriver Dagens Medicin.
For kvinder under 30 år er der tre nye tilfælde per 100.000 kvinder om året.
Dermed lever forekomsten i den aldersgruppe op til Verdenssundhedsorganisationens (WHO) målsætning, der foreskriver, at der skal være færre end fire tilfælde årligt, hvis sygdommen skal elimineres inden år 2100.
Det er især vaccination og screening, der har bragt forekomsten ned.
Det siger Elsebeth Lynge, professor emerita i epidemiologi ved Københavns Universitet, til Dagens Medicin.
Hun har stået i spidsen for undersøgelsen, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Cancer.
- Indsatsen mod livmoderhalskræft i Danmark er en succeshistorie. I de sidste ti år har der været en meget positiv udvikling i forekomsten af livmoderhalskræft i Danmark, som tidligere var en sygdom, som i særdeleshed ramte danske kvinder.
- Men nu er billedet ændret. Faktisk er forekomsten af sygdommen i dag lavere i Danmark end i både Norge og Sverige, siger Elsebeth Lynge.
Ser man på alle aldersgrupper samlet er forekomsten faldet, omend den dog er noget højere end hos de unge kvinder alene.
I dag får 10 kvinder per 100.000 livmoderhalskræft.
I perioden 2009 til 2011 var forekomsten 14 kvinder.
Hpv-vaccinen har været en del af børnevaccinationsprogrammet siden 2009.
Den forebygger flere typer kræft - blandt andet livmoderhalskræft og analkræft - og gives til både piger og drenge.
Sundhedsstyrelsen har som mål, at 90 procent af alle børn skal hpv-vaccineres.
Så højt er tilslutningen ikke kommet op.
I 2023 var tilslutningen blandt piger, som fik tilbudt en hpv-vaccine, på 89 procent for første stik. 78 procent sagde ja til stik nummer to.
For drenge gjaldt det henholdsvis 87 procent og 75 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned