Skuespilleren Lars Mikkelsen er årets modtager af Bikubens Hæderspris på 300.000 kroner.
Han fik prisen overrakt søndag aften, to dage efter sin 47 års fødselsdag, da Reumert-priserne for det seneste års bedste præstationer inden for dansk scenekunst blev uddelt på Gamle Scene på Det Kongelige Teater.
Ud over sine film- og tv-roller har Lars Mikkelsen markeret sig med en række fornemme præstationer på de københavnske scener.
Han brillerer ikke mindst med sin sans for at give nyt liv til klassikere som Molière og Shakespeare og med en tilgang, der nok er moderne, men samtidig respekterer kernen i mestrenes tekster.
En anden af disse mestre kom også til ære og værdighed under prisuddelingen.
Det skete, da priskomitéen belønnede Det Kongelige Teater for årets bedste forestilling, Goethes "Den unge Werthers lidelser".
Instruktøren af forestillingen, Elisa Kragerup, blev hædret som årets instruktør. Dels for sin Goethe-fortolkning, dels for "Hvid magi", bygget over musik af Anne Linnet og sat op på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison.
"Hvid magi" modtog desuden prisen for årets bedste musikteater.
Elisa Kragerup er en af de unge instruktører i dansk teater, og blandt de øvrige priser optrådte flere unge navne og kunstnere, som ikke tidligere har figureret blandt prismodtagerne.
Mads M. Nielsens spil i "Udslet Hornsleth" på Teater V udløste prisen for bedste mandlige hovedrolle, mens Ina-Miriam Rosenbaum måtte på scenen for at få statuetten for bedste kvindelige hovedrolle.
Den blev givet for hendes indsats som Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, i "Hitler on the Roof", og for titelrollen i "Marguerite Viby - en pige med pep".
Provinsens teatre var også pænt repræsenteret ved prisuddelingen. Således indkasserede Martin Ringsmose prisen for bedste mandlige birolle, som han leverede i "Hellig3kongersaften" på Aalborg Teater.
Blandt de over 1000 tilskuere til prisuddelingen var blandt andre kronprinsesse Mary.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet