Lavt niveau af D-vitamin kan give alvorligere coronaforløb
Personer med lavt niveau af D-vitamin har dobbelt så stor risiko for alvorligt forløb med covid-19 end dem, der har tilstrækkeligt med vitaminet, viser nyt studie. Billedet er fra intensivafdelingen for coronapatienter på Bispebjerg Hospital i december 2020. Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Med lavt niveau af D-vitamin er der dobbelt så høj risiko for at blive hårdere ramt af covid-19, viser studie.
Niveauet af D-vitamin spiller en rolle for, hvor alvorligt et forløb med covid-19 man får.
Det viser et studie, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) og Harvard University står bag. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
Således blev borgere med et lavt niveau af D-vitamin hårdere ramt af virusset end borgere, der havde et tilstrækkeligt niveau af vitaminet.
Ifølge studiet kan det betyde en hel del, om man har et tilstrækkeligt højt niveau af vitamin D i kroppen, når man bliver syg efter smitte med coronavirus.
Risikoen for et mere alvorligt forløb med covid-19 var dobbelt så stor blandt dem med D-vitaminmangel som hos de smittede, der havde højere niveauer af D-vitamin.
Ifølge Anders Hviid, der er professor på SSI og en af forskerne bag studiet, bør resultatet ikke tages som en opfordring til at begynde at tage høje doser af D-vitamin.
- Vores resultater understøtter, at vi skal sørge for at have optimale vitamin D-niveauer som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Hverken mere eller mindre, siger han i pressemeddelelsen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn over fire år og voksne tager et dagligt tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin i perioden fra oktober til april.
Det skyldes, at solen er den vigtigste kilde til D-vitamin. Men i vinterhalvåret dannes der ikke D-vitamin i huden på vores breddegrader.
Nogle grupper - eksempelvis gravide, små børn og personer med mørk hud - anbefales at tage tilskud af D-vitamin året rundt.
Studiet baserer sig på blodprøver fra Danmarks Nationale Blodbank, coronaovervågningsdata fra SSI og data fra det danske landspatientregister.
I studiet skelner forskerne mellem forskellige sværhedsgrader.
Det mildeste var, at man ikke blev indlagt, mens det mest alvorlige var død. Derimellem var, om man blev indlagt på hospitalet, og om man kom på en intensivafdeling.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde