Ledige ansættes som bryllupsvidner
To kvinder er ansat i fleksjob i Sønderborg Kommune, hvor de er vidner ved vielser af udenlandske par.
Når udenlandske par bliver gift i Sønderborg, er der ingen grund til, at de medbringer vidner. Kommunen har nemlig ansat to ledige til at overvære den slags begivenheder.
Det skriver DR Syd.
Bryllupsvidnerne er ansat i fleksjob. Og det kreative tiltag er til gavn for både kommunen og vidnerne, fortæller chef for borgerservice i Sønderborg Susanne Krogh.
- Vi sparer ressourcer, fordi vi ikke skal sende to ansatte i borgerservice afsted som vidner, hver gang udenlandske par skal giftes. Samtidig har vi fået to nye kolleger, som trives godt i jobbet og udfører en vigtig opgave, siger Susanne Krogh til DR Syd.
En del udenlandske par bliver viet i Sønderborg Kommunen. De har ikke altid selv vidner med, og ifølge loven skal kommunen i sådanne tilfælde sørge for bryllupsvidner.
Den ene af de to ansatte bryllupsvidner er Lisbeth Duun Jensen.
Hun har været i forskellige praktiktilbud for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men det er ikke lykkedes. Det alternative fleksjob har haft stor betydning for hende.
- Før i tiden var jeg flov over at være ledig, og det påvirkede mig meget, at jeg ikke havde et arbejde, siger Lisbeth Duun Jensen til DR Syd.
- Nu føler jeg en anden frihed og har fået meget mere energi, fordi jeg har fået det her job. Jeg føler mig mere værd som menneske, siger hun.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned