Ledige lærere ignorerer muligheder i Norge

Mens danske sygeplejersker valfarter nordpå for at arbejde, er de danske lærere mindre mobile.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kun 12 søgte om at få godkendt deres uddannelse til undervisning i Norge i 2012. I 2010 var tallet otte. Til sammenligning fik 580 danske sygeplejersker autorisation til at arbejde i Norge i 2012. Det er 48 gange så mange.

Det oplyser Utdanningsdirektoratet i Oslo til Avisen.dk.

- Der er en tradition blandt sygeplejerskerne for at rejse til Norge. Den er ikke kommet blandt lærerne endnu, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening til Avisen.dk.

De norske folkeskoler skriger ellers på lærere. I Stavanger Kommune er der lige nu slået 99 job op.

- Ledigheden er nede på to procent i Norge, og i Stavanger er den endnu lavere. Olieindustrien er stærk for tiden og tiltrækker også læreruddannede, fordi lønnen er høj, siger Leif Henning Mikalsen, der er personalerådgiver i kommunen.

Ifølge Lærernes A-kasse er der cirka 3.000 arbejdsløse lærere herhjemme i øjeblikket, men det er altså kun en brøkdel af dem, der prøver lykken i Norge. Lærernes fagforening afviser, at der er tale om, at lærerne er for geografisk kræsne, når de søger job.

- Det er ikke fordi, at lærerne ikke er opmærksomme på at rejse ud. Vi ved, at der er flere af vores medlemmer, der bruger deres uddannelse i Afrika, siger formand Anders Bondo Christensen.

Formanden mener, at sproget er en del af forklaringen på, at lærere ikke i samme grad som sygeplejersker skifter leverpostejen ud med myseost.

- Vi forstår alt, hvad de siger, men vi skal også sikre os, at børnene i klassen forstår alt, hvad læreren siger, ellers mister de for meget, siger han.

Derfor mener han, at danske lærere bør koncentrere sig om undervisning i for eksempel matematik og engelsk i de store klasser, hvis de søger job i Norge.

Danmarks Lærerforening vil ikke love, at der kommer en kampagne, der oplyser om de mange jobåbninger i Norge.

Formanden opfordrer i stedet de enkelte jobcentre til at formidle job, der ligger langt fra den lediges lokalområde.

- Konsulenterne skal pege på, at der er et arbejdsmarked deroppe, siger formand Anders Bondo Christensen.

/ritzau/