Lejerne er tilfredse med ny lejelovsaftale
For lejerne er den nye politiske aftale om modernisering af den 75-år gamle lejelov og den private boligudlejning to skridt frem og et tilbage. Sådan lyder det fra Lejernes LO.
Formand Helene Toxværd glæder sig over regeringens brede aftale, der omfatter lige fra Venstre og Dansk Folkeparti til SF og Enhedslisten, fordi det formentlig betyder, at forliget kan holde længere.
- På plussiden tæller også aftalens obligatoriske ind- og fraflytningssyn, obligatoriske vedligeholdelsesplaner i større ejendomme samt lempelse af istandsættelsesforpligtelsen ved fraflytning.
- Det er gode og konkrete forbedringer, der vil betyde meget for rigtig mange lejere, siger Helene Toxværd.
På minussiden noterer hun, at regeringen lemper dokumentationskravet ved varsling af lejeforhøjelser i store ejendomme. Og at beboerrepræsentationernes indflydelse mindskes.
- Men det er godt, at den forhadte trappeleje, der medfører tilbagevendende månedlige huslejestigninger, afskaffes. Til gengæld kan udlejere i ejendomme uden omkostningsbestemt leje for fremtiden indeksregulere lejen. Det er et stort plus, især for lejere i nyere ejendomme, siger hun.
Lejernes LO mener til gengæld, at for mange lejere stadig vil opleve alt for store fraflytningsregninger. Men LLO er glade for lempelser til de såkaldte amatørudlejere, ligesom man lemper reglerne for udlejning af ejerlejligheder.
- Vi ville gerne have haft mere med såsom begrænsningen af store huslejestigninger ved istandsættelse og store regninger ved fraflytning.
- Men under det hensyn, at der er et fundamentalt modsætningsforhold mellem udlejer og lejer, er det lykkedes at lave et godt forlig, der afslutter mange års udvalgsarbejde med udlejerne og skiftende regeringer, siger Helene Toxværd.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker