For første gang siden 1999 år er der skyllet en levende arktisk hvalros ind på en dansk strand. Men det over to meter lange og flere hundrede kilo tunge dyr er i så dårlig forfatning, at det formentlig må aflives.
Skov- og Naturstyrelsen har sendt en medarbejder til stedet ved Fjand nord for Husby Plantage.
- Hvalrossen ligger apatisk oppe på en stensætning på stranden og har det skidt med sår på både krop og hoved. Så det bedste er nok at aflive den, siger skovfoged og vildtkonsulent Jens-Henrik Jakobsen fra Skov- og Naturstyrelsens lokale enhed i Vestjylland.
Han skønner hvalrossens vægt til 350-500 kilo, længden til godt to meter og med 10-15 centimer lange stødtænder. Der er dermed formentlig tale om et ung dyr på to-tre år, da fuldvoksne hvalrosser kan blive tre meter lange og et ton tunge.
Det er sommerhusgæster ved den sydlige del af Nissum Fjord, der har fundet hvalrossen med de karakteristiske stødtænder.
Dyret er kendt fra de arktiske egne som Svalbard, Grønland og Sibirien, så det er kommet slemt på afveje.
Ifølge Skov- og Naturstyrelsen opgørelser er der kun to gange i nyere tid fundet en hvalros ved en dansk strand. Senest i 1999 ved Hirtshals om vinteren. Også i 1982 blev der fundet et eksemplar på den jyske vestkyst ved Løkken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned