LF tiltrækker dårlige betalere

Lolland-Falster har flest dårlige betalere i landet. Forklaringen menes at være, at billige landområdet tiltrækker dårlige betalere .

Offentliggjort Sidst opdateret

Mere end hver 10. af Lolland Kommunes borgere over 18 år er registeret i RKI som dårlige betalere. Dermed er Lolland Kommune med sine 10,26 procent den kommune i landet med flest dårlige betalere. Guldborgsund Kommune kommer ind på en kedelig tredjeplads. Her er 7,88 procent af borgerne registeret.

I Lolland Kommune skylder hver registeret i snit 66.000 kroner. I Guldborgsund er gælden lidt højere i gennemsnit. Godt 69.000 kroner.

De to lokale kommuner har en del år indtaget første og tredjepladsen med flest dårlige betalere i landet. Den nyeste statistik fra Experian viser samtidigt, at der kommer flere og flere skyldnere i de to kommuner år for år. Og deres individuelle gæld bliver også større.

Danskerne skylder generelt skylder stadig flere penge væk. Og et stigende antal har problemer med at få afviklet gælden. Det er de kolde fakta man kan læse i Experians årlige RKI-rapport 2013, der afdækker andelen af danskere, som er registreret i RKI.

I rapporten konkluderes det, at der er en tendens til, at borgere med økonomiske problemer i større byer søger ud på landet.

- Vi ser en tendens til, at den misligholdte gæld er på en slags vandring – ud af byerne. Når gælden vokser søger folk derhen, hvor boligen og dagligdagen er til at betale. Og det gør sig især gældende i hovedstadsområdet, siger Frank Papsø nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian.

Udvalgte fakta fra rapporten:

I alt 232.804 danskere er registreret i RKI med én eller flere sager om misligholdt gæld.

Den største andel af RKI-registrerede finder man blandt de 31-40 årige, hvor 7,59 procent er registreret – i alt 61.855 personer

Den gennemsnitlige gæld for alle RKI-registrerede er 72.702 kr. Det er 30 procent højere end for blot tre år siden.

De 61-70 årige tegner sig for de største skyldige beløb, nemlig et gennemsnit på 102.295 kr. Det er næsten 50 procent mere end i 2011

 

Top 10 kommuner – færrest personer registrerede i RKI:
1. Allerød
2. Rudersdal
3. Dragør
4. Gentofte
5. Fanø
6. Lyngby-Taarbæk
7. Hørsholm
8. Skanderborg
9. Egedal
10. Frederiksberg

Bund 10 kommuner:
98. Lolland
97. Ishøj
96. Guldborgsund
95. Kalundborg
94. Slagelse
93. Albertslund
92. Vordingborg
91. Brøndby
90. Faxe
89. Halsnæs